Nyhed

PLAYLISTE: De bedste hiphoptracks lige nu!

GAFFA.dk - Alt om musik

Blæst og regn ruller ind over Danmark - men nu har du nogle svedige hiphoptracks at varme dig på. GAFFAs hiphop-ekspert har haft travlt og giver sit bud på de bedste hiphoptracks lige nu. Tjek den nye playliste nederst i artiklen.

Travis Scott - Stargazing
Introen til Travis Scotts nye album AstroWorld er virkelig stemningsfuld, og byder dig velkommen ind i Travis' univers. Drømmende, svævende produktion, og maximum kreativitet fra superstjernen Travis Scott.

YG - 666 (Featuring YoungBoy Never Broke Again)
YG's Still Brazy album fra 2016, er et af mine yndlingsalbums fra dette årti. Naturligvis havde jeg kæmpe forventninger til det nye album Stay Dangerous, men desværre blev de ikke helt indfriet. Selvom albummet skuffer sammenlignet med Still Brazy, betyder det på ingen måde, at der ikke er gode tracks på Stay Dangerous. "666" huser et simpelt men virkelig effektivt beat, produceret af Mike WiLL Made-It og Ziti. YG og YoungBoy passer overraskende godt sammen, og de har tilsammen kreeret en ægte ørehænger, som man kommer tilbage til igen og igen. 
 
Mick Jenkins - Bruce Banner
"Honestly, can't nobody come for me except Kendrick". Så er der ligesom lagt hårdt ud fra Mick Jenkins' side. Ifølge Jenkins er der højest sandsynligt et nyt album på vej dette efterår.
 
J. Cole - Album of the Year 
Det lader til, at vi godt kan forberede os på et nyt mixtape fra J. Cole. På sin Twitter-profil tilbyder han endda, at man kan sende ham beats, og at han måske vil anvende dem. Her har han dog lånt beatet fra Nas' "Oochie Wally".
 
Young M.A. - Car Confessions 
Siden hendes hit "Ooouuu" fra 2016, har Young M.A. haft svært ved at følge op med et ligeså populært og succesfuldt track. Som hun siger det her på "Car Confessions": "Things went from moving fast, to slow motion. I was, losing focus, stuck on that evil potion." M.A. har mange ting på hjerte, og holder ikke tilbage på det her virkelig gode og ærlige nummer.
 
Freddie Gibbs - Burn Rubber
Det lader ikke til, at Freddie Gibbs har planer om at sænke farten. Hans nyeste album Freddie er knap blevet fordøjet, men det stopper ikke Gangsta Gibbs, som bliver ved med at servere nye tracks til sine fans. 
 
Darrell Cole - Bloodline (Featuring JWLDMS)
Født i London, opvokset i Holland, og i øjeblikket bosat i Barcelona. Darrell Coles seneste udgivelse Loading... fusionerer ny og gammel hiphop, og gør det til sit helt eget. 
 
Mac Miller - Ladders
Fantastisk og funky track fra Mac Miller. Det samme gælder egentlig hele det nye album Swimming. En form for melankolsk funk, kold og varm på samme tid. 
 
Travis Scott - Sicko Mode (Featuring Drake)
AstroWorld er navnet på Travis Scotts nye album, men det er også navnet på en forlystelsespark i Houston, hvor Travis voksede op. Forlystelsesparken lukkede i 2005, men lever i den grad videre indeni Travis Scott. Især produktionen drager stor inspiration fra forlystelserne, for eksempel de utilregnelige skift af beats, eller Drakes intro til dette track. Du får aldrig hvad du regner med, og det skal opfattes på den bedst mulige måde. 
 
Sheek Louch - Da Cook Up (Featuring Dave East & Jadakiss)
Sheek Louch har samlet nogle af vennerne fra hjembyen New York. Når så mange fra samme by er på et track, oser det simpelthen af rendyrket New Yorker-stil. 
 
AD - Amazing
ADs nye album Regional Departure, kan klart anbefales hvis dette track fanger din opmærksomhed. AD har virkelig en dragende og cool karisma, og hans udgivelser skuffer aldrig. 
 
Rob Markman - Tables Turn (Featuring Stan Sono & Mouse Jones)
Det fungerer bare dette track. Fedt omkvæd fra Stan Sono, og nogle rigtig gode vers. Simpelt men effektivt. 
 
Skepta - Stay with It (Featuring Suspect & Shailan)
Skepta er en vaskeægte britisk raplegende. Den 35-årige rapper er blevet yderst populær i USA, og  resten af verden. Ikke mindst på grund af tilstedeværelsen på A$AP Rockys populære "Praise The Lord". Nu er han tilbage, sammen med Suspect og Shailan.
 
Trippie Redd - Oomps Revenge
XXL Freshman 2018, Trippie Redd, er ude med sit debutalbum Life's a Trip. Den unge mand kan helt sikkert finde ud af at rappe, men desværre udnytter han ikke altid sit fulde talent. Trippie vil tilsyneladende rigtig gerne synge lige så meget som rappe, men det lyder altså mest som smertefulde råb, når han forsøger sig. Heldigvis kan man på det nye album også finde tracks som dette. "Oomps Revenge" er dedikeret til hans afdøde bror. 
 
Don Q & A Boogie Wit da Hoodie - Yeah Yeah (Featuring 50 Cent & Murda Beatz)
Duften af et veludført hit er i luften. Et stjernespækket track, hvor alle parter leverer varen fuldt ud. I øvrigt fedt at høre nyt fra 50 cent! 
 
Nicki Minaj - Majesty (Featuring Eminem & Labrinth)
Endelig er Nickis nye album Queen ude. "Majesty" er øjeblikkeligt blevet en favorit, og det kan jeg sagtens forstå. Nicki Minaj gør det virkelig godt, og Eminem fuldkommen destruerer dette nummer! Virkelig fed tekst fra Eminems side. 
 
Devilish Trio - Walk When It Rains
Jeg må ærligt indrømme, at jeg for mindre end en uge siden havde absolut ingen kendskab til Devilish Trio. Heldigvis er det ikke tilfældet mere, og jeg ser frem til ny musik fra dem. Trioen bestående af to rappere og en producer, laver noget virkelig syret hiphop under subgenren, phonk. Hård, men også døsig produktion og sommetider nærmest gyser-agtige tekster. 
 
The O'My's - Puddles (Featuring Saba)
Okay, det her er måske ikke hvad anses som hiphop, men hvor er det godt. Rapperen Saba bringer sit  vers på fornemmeste vis, og resten kan der heller ikke klages over.
 
YG - Bomptown Finest
Outroen til YG's nye album Stay Dangerous, er mildest talt genial. Det lader til, at dette track er blevet arbejdet på i over tre år. På vers to rapper YG: "And Game just dropped Documentary 2. He got some bangers on there, and what he talkin' about true". - The Game's Documentary 2 blev udgivet i 2015. På vers tre rapper han: "Third verse, three years later, still Piruin' it, still gettin' paper". Virkelig en kreativ og original måde at sammensætte et track på. 
 
ANNONCE