GAFFA.dk - alt om musik
UHØRT Festival ønsker at putte et plaster på såret for de uheldige købere, der ikke kan få refunderet deres billet til den nu aflyste For Evigt Festival. UHØRT har offentliggjort, at alle billetkøberne tilbydes en gratis partout-billet til årets UHØRT Festival, som ligger i samme weekend (den 24.-25. august).
I juli måtte hiphop- og rockfestivalen For Evigt desværre melde, at de aflyser årets festival i Valbyparken grundet økonomiske problemer. Omkring 2.000 personer skulle angiveligt have nået at købe deres billetter inden udmeldingen og kan muligvis ikke få dem refunderet.
LÆS OGSÅ: Arrangør af aflyst festival mener billetbureau skal stå for refundering
Men nu kommer UHØRT dem til undsætning, idet de tilbyder alle billetkøberne en gratis billet til UHØRT Festival i stedet. UHØRT finder sted samme weekend på Vesterbro – blot 2,5 km fra Valby Parken, hvor For Evigt Festivalen skulle være afholdt.
UHØRT-festivalleder Jesper Krüger uddyber: "Det er en virkelig ærgerlig følelse at have brugt så mange penge på en ubrugelig billet, og jeg håber, folk ender med at få deres penge tilbage. Men når man nu alligevel har sat weekenden af til at se livemusik, så kan det måske være et plaster på såret i stedet at få adgang til UHØRT Festival, der er spækket med al den musik, du ikke anede, du vil komme til at elske".
UHØRT, der for første gang blev afholdt tilbage i 2013, har til formål at introducere nye kunstnere, og har blandt andet præsenteret senere kendte navne som The Minds of 99, Nelson Can, Iris Gold, Velvet Volume, Baby in Vain og mange flere.
LÆS OGSÅ: Kampen mod billethajer oprustes
Om billetkøberen var interesseret i at høre rock eller hiphop på For Evigt Festival, så lover UHØRT Festival, at der med programmets 39 bands nok skal være noget, der kan stille den musikalske tørst – genrer fra hiphop og EDM til indierock og metal vil være at høre på de tre forskellige scener den 24.-25. august.
Se programmet til årets UHØRT lige her.