GAFFA.dk – alt om musik
Ray Thomas, tidligere fløjtenist og sanger i den progressive britiske rockgruppe The Moody Blues er død, 76 år gammel.
Ray Thomas (nummer to til højre på billedet) døde i torsdags, men først i går blev nyheden om hans død offentliggjort på pladeselskabet Esoteric Recordings' Facebookside. Dødsårsagen er ikke oplyst, men ifølge Billboard oplyste Thomas i 2014, at han led af prostatakræft.
Esoteric Recordings skriver blandt andet:
"Vi er dybt chokerede over hans bortgang og vil savne hans varme, humor og venlighed. Det var et privilegium at have kendt og arbejdet med ham, og vores tanker er med hans familie og hans kone Lee i denne triste tid."
Ray Thomas var med til at stifte The Moody Blues i 1964. Han trådte ud af gruppen i 2002 grundet helbredsproblemer. Bandet indledte karrieren som rhythm'n'blues-band, men begyndte hurtigt at spille mere symfonisk rock, eller progressiv rock, om man vil. Deres største hits er "Go Now" (1964), "Nights in White Satin" (1967) og "Question" (1970). Især "Nights in White Satin" er fortolket af mange andre kunstnere, blandt andre Sort Sol, der udgav den på single i 2000 og året efter inkluderede den på deres album Snakecharmer.
LÆS OGSÅ: Det franske ikon France Gall er død
The Moody Blues turnerer stadig, men har ikke udgivet et studiealbum siden 2003 – det første uden Ray Thomas.
Bandet bliver i øvrigt optaget i Rock and Roll Hall of Fame i Cleveland, Ohio april sammen med The Cars, Bon Jovi, Dire Straits og Nina Simone (der døde i 2003), men det bliver altså uden Ray Thomas, der ellers var inviteret med trods sin udtræden af gruppen i 2002.