GAFFA.dk – alt om musik
I dag er GAFFAs julinummer på gaden. Tag det med på stranden, i parken eller med på festival og læs de mange fine historier og anmeldelser.
Glæd dig til 68 sider proppet med interviews, anmeldelser, klummer, koncertanbefalinger og meget mere.
Du kan nu læse bladet online eller gå offline og bladre igennem vores analoge magasin uden digitale forstyrrelser. Du finder bladet på en café, et bibliotek, i en pladebutik, på et spillested eller hos en anden kulturinstitution nær dig. Du kan også få GAFFA sendt direkte til døren hver måned for kun 29 kroner: tilmeld dig GAFFA Guld her.
GAFFAs julinummer bugner af eksklusive interviews med Roskilde-aktuelle artister fra ind- og udland. Derudover har vi været til Pearl Jam-koncert i Amsterdam og mødt ligeledes Roskilde-spillende Nick Cave til en intim Q&A-session i Dublin. Læserne kan se frem til et af de absolut bedste GAFFA-magasiner i 2018 indtil videre!
På forsiden af julimagasinet finder vi Saveus, der med sin unikke og ekstremt dedikerede tilgang til popmusik er gået fra Roskildes Countdown-scene til åbningen af Orange på blot to år. Vi har mødt primus motor Martin Hedegaard til en åbenhjertig snak om musikken, det personlige perspektiv og vigtigheden af at lade være med at tro, at man kan klare alting selv.
ST. VINCENT
Hun udgav et af de mest roste albums i 2017, Masseduction, der overhalede sværvægtere som Kendrick Lamar, Foo Fighters og Queens of the Stone Age, da GAFFAs anmeldere kårede favoritterne. Vi har været i audiens hos St. Vincent og fået bevingede ord med om blandt andet magtstrukturer og nødvendigheden af uvished og uro.
DAVID BYRNE
Den levende legende fra Talking Heads gæster dette års festival som soloartist og står helt sikkert på mange festivalgængeres must-see-lister. Vi tegner et portræt af manden, der med sine finurlige sangtekster og fantastisk særprægede stemme stadigholder hundrede procent i 2018.
PEARL JAM
Fantastiske Pearl Jam er på tour i Europa, men kommer desværre ikke forbi Danmark. Derfor har vi sendt en af vores bedste skribenter til Amsterdam for at rapportere fra de stortopsatte, længeventede og ekstremt populære shows. Vi ser nærmere på fankulturen i Pearl Jam-lejren og tager dig med helt tæt på koncerten.
C.V. JØRGENSEN
Manden, der kan samle flere generationer om sine fænomenale sangskrivning, giver for alvor festivaldanmark noget at glæde sig til i 2018. Han spiller flere koncerter, end han har gjort i mange år og rammer også Roskilde Festival med sin overlegne stemme og et bagkatalog, der kan gøre enhver musikalsk youngster misundelig.
DE UNDERJORDISKE/ FRIBYTTERDRØMME
To af dansk psychrocks bedste acts er blevet hyret til at spille en dobbeltkoncert på årets Roskilde Festival. Vi mødte begge bands på Falster til øldrikning, smøgrygning og øvning. Det er der kommet en fin reportage ud af, som du kan læse i det kommende magasin – og måske ender det rent faktisk med, at du kan kende forskel på de to bands.
NICK CAVE
For nyligt inviterede Nick Cave til en intim samtale i Dublin, hvor fans og journalister kunne få lov til at spørge om hvad som helst. Vi var med, og aftenen bød både på korte svar, uddybende beretninger og en følelesladet stemning. Han gav også flere numre, og det er der kommet en fin reportage ud af.
Ud over ovenstående kan du møde Roskildeaktuelle Fool og Alcabean, der begge spiller Warm Up-dagene på upcoming-scenerne, og du kan naturligvis også læse alt om live, anmeldelser og vores faste indslag som redaktørens leder, bedst lige nu, hold øje med og så videre.
Livesektionen byder på de bedste liveanmeldelser, Månedens spillested, Månedens event, Live-nyheder samt redkationens og skribenternes koncertanbefalinger.
GOD FORNØJELSE!