Nyhed

NorthSide ramt af aflysning – erstatning fundet

GAFFA.dk – alt om musik

Den norske sangerinde og sangskriver Susanne Sundfør er blevet nødt til at aflyse og bliver erstattet af Lydmor.

Første dag på NorthSide var kendetegnet af fantastisk vejr og velanmeldte koncerter, men midt i al festivalglæden er der desværre kommet endnu en ærgerlig aflysning oven på Earl Sweatshirts afbud i søndags.

Norske Susanne Sundfør er nemlig blevet nødt til at aflyse sin optræden lørdag aften, hvilket ifølge hendes management skyldes ”uforudsete omstændigheder, der har tvunget Susanne Sundfør til at aflyse sit show lørdag på NorthSide”.


Det er dog lykkedes NorthSide at finde en forhåbentlig solid erstatning, nemlig sangerinden, sangskriveren og elektronikamusikeren Lydmor. Hun skabte overskrifter, da hun optrådte nøgen og bodypainted med et feministisk statement til GAFFA-Prisen i Odense i februar og har flere femstjernede GAFFA-anmeldelser bag sig, ligesom hun har givet koncerter i store dele af verden. Til efteråret udgiver hun sit tredje soloalbum, hvorfra der allerede er udkommet tre singler.

LÆS OGSÅ: Dansk kunstnernavn, internationalt niveau

– Det var med meget kort varsel, og derfor er vi meget glade for, at Lydmor har sagt ja til at træde til i morgen. Hun er egentlig på vej til Rusland for at give koncert, men alligevel har hun kunnet finde tid til at spille hos os, hvilket vi er utrolig taknemmelige over. Og har man set Lydmor live for nylig, så ved man, at vi har fundet en erstatning med en unik grad af indlevelse, der helt sikkert kommer til at levere en fantastisk koncert, siger talsmand for NorthSide, John Fogde.


Lydmor kan opleves på Red Stage lørdag 9. juni klokken 19.00.

Varm op med Lydmors show fra GAFFA-Prisen 2018:


ANNONCE