Nyhed

Digte & Lyd præsenterer årets program

GAFFA.dk – Alt om musik

Helle Helle, Bisse og Yahya Hassan indtager sammen landets største byer under projektet Digte & Lyd. Sidste år kunne blandt andet Jørgen Leth opleves.

Årets udgave af Digte & Lyd er den sjette i rækken. Det populære arrangement forener litteraturlystne generationer samt formidler sammensætningen af musik- og lyrikoplevelser, der giver lytterne noget til kroppen og hovedet. Ane Cortzen vil endnu en gang holde styr på aftenens program. Det bydes i oktober på følgende navne:

Helle Helle
Helle Helle er minimalismens mester, der formår at indfange hverdagens trivielle ting, hvor dramaet lurer under overfladen. Den kendte forfatter har netop udgivet den anmelderroste roman de om et mor-datter-forhold. Det er også en fortælling om sygdom, kærlighed og om at gå på gymnasiet i begyndelsen af 80'erne, og om hvordan sproget måske ikke altid slår til. Rødby-Puttgarden (2005) blev hendes store gennembrud og indbragte hende Kritikerprisen.


Yahya Hassan
Yahya Hassan indtog den danske litteraturscene i 2013, da hans første og hidtil eneste digtsamling solgte uhørt godt og blev trykt i et oplag på mere end 120.000 eksemplarer, hvilket er rekord for en dansk debutdigtsamling. Gennembruddet var det største, den danske lyrikscene havde oplevet med en ung digter siden Michael Strunge i start-80'erne. Yahya Hassans selvbetitlede debut omfatter digte om en barndom i en dysfunktionel, muslimsk familie samt kriminelle og hashtågede ungdomsår. Digtsamlingen modtog årets debutantpris og gjorde Yahya Hassan til det års mest debatterede person og dansk litteraturs nye stemme. Siden har Hassan gjort sig bemærket på begge sider af loven og siddet i fængsel for at skyde en mand i foden, men nu er han tilbage på fri fod.

Bisse
Bisse har på kort tid banet sin vej frem til succes på den danske musikscene. På tre år har han udgivet hele syv fuldlængdealbum, senest Bizzin, der udkom 10. maj. Det understregede, at den danske sangskriver og musiker pt. er en af Danmarks mest interessante artister lige nu. Til Digte & Lyd kommer Bisse til at skabe en ny performance gennem oplæste tekster.

LÆS OGSÅ: Bisse går all-in på selvdestruktivitet i ny musikvideo


Ud over de tre hovedpersoner kan du i København også opleve skriftkollektivet BMS samt forfatteren Niels Henning Falk Jensby + lydkunstner og komponist SØS Gunver Ryberg. I Jylland og på Fyn kan man ud over Helle Helle, Yahya Hassan og Bisse også opleves forfatter Olga Ravn og musiker Simon Littauer. Ane Cortzen vil også agere vært her.

Digte & Lyd Vol. 6 turné 2018:

Den 4. oktober – Store Vega, København
Den 5. oktober – Musikhuset - Rytmisk Sal, Aarhus
Den 6. oktober – Posten, Odense
Den 7. oktober – Skråen, Aalborg


ANNONCE