Nyhed

Kronprins Frederik fortæller om sin yndlingsmusik i P4

GAFFA.dk – Alt om musik

H.K.H. Kronprins Frederik besøgte i dag DR Byen for at optage radioprogrammet Kronprins Frederik på P4, der inviterer lytterne med på en musikrejse gennem de seneste fem årtier.

Kronprinsen spiller i programmet personlige favoritter fra sine snart 50 år og fortæller undervejs om musikvalgene. Programmet, der er produceret i anledning af Kronprinsens 50-års fødselsdag den 26. maj, sendes på søndag den 20. maj kl. 10.03-12.00 på P4 og udgives samtidig som podcast.

LÆS OGSÅ: Kronprins Frederik offentliggør playliste – læs hans store interview til GAFFA


Programmet byder på musik fra 60’erne og frem til i dag; fra Beatles over Bowie til Pearl Jam og helt ny dansk musik. Det er for Kronprinsen to tidligere kendinge fra DR, han deler radiostudie med: Alex Nyborg Madsen havde i 1995 den da 27-årige Kronprins som gæste-dj i P3-programmet Maskinen, mens Anders Agger i knap et år fulgte Kronprinsen og den kongelige familie i tilblivelsen af programserien Kongehuset Indefra fra 2009.

Alex Nyborg Madsen udtaler:
"Ud over at den første udsendelse var en kæmpe ære for mig og Maskinen, så var jeg også glad for, at musikprogrammet kunne bidrage til et lidt mere nuanceret billede af vores dengang unge Kronprins. Der går en lige linje fra dengang til nu. Hans smag bærer præg af den musik, der formede ham som ung, men også hans nysgerrighed og interesse i ny musik, nye udtryk, og så må musikken også gerne have kant."

LÆS OGSÅ: Tina Dickow udgiver ny sang i anledning af Kronpiris Frederiks fødselsdag


Anders Agger fortsætter:
"Jeg hørte selv programmet, da Kronprinsen mødte Alex Nyborg Madsen for første gang for 23 år siden. Dengang var det sådan lidt… wauv: Han har også styr på rap og sine klassikere, den kommende konge! Dét program satte sig. Derfor var det en fin oplevelse at få lov at kile sig ind i returopgøret i dag. Og det er vel det, radio kan bedre end så mange medier - også tv: At lukke ned i små, nære rum. Og en playliste eller et mixed tape er bare den ultimative sladrehank om levet liv. Også om en kronprins."

ANNONCE