Nyhed

Ny ep fra Louis Samson er en musikalsk collage

GAFFA.dk - Alt om musik

Louis Samson, tidligere frontmand for Julias Moon, har i dag udgivet sit første soloudspil i form af ep'en 2 Years 7 Songs.

Ep’en består af de tre allerede udgivne singler samt fire nye numre. Den første single fra Samson som solokunstner, “Reflection”, landede i november sidste år og viste en meget personlig side fra musikeren. 

Sangen “Plans” bliver i dag også udgivet som den fjerde single samtidig med den nye ep. Louis Samson beskriver selv sangen således:

– "Plans" er i virkeligheden en tankestrøm, der handler om ikke at have tid nok til at bruge sammen med den, du elsker, men samtidig også om, hvor vigtigt det er at få den tid, man har til virkelig at betyde noget.

LÆS OGSÅ: Playliste: spritnye tracks til din weekend 

De to år, ep’ens sange er bearbejdet i, er to år uden Julias Moon. Gruppen bestod først af tre medlemmer, så to, og de to stoppede så projektet helt i 2016. Op til da havde de spillet pakkede koncerter på spillesteder som Train og Vega og optrådt til awardshows med deres radiohits som “Lipstick Lies” og “Palace”. Gruppen lå med andre ord helt i toppen af dansk pop sammen med andre navne som Scarlet Pleasure og Phlake.

Louis fortæller fortsat om det nye soloprojekt: 

– Titlen på ep’en siger mere eller mindre alt. Alle de syv sange, der figurerer derpå, er skrevet over de sidste to år af mit liv. Hver sang indkapsler en bestemt følelse og sindstilstand, som jeg har været i på det tidspunkt, sangen er blevet til.

LÆS OGSÅ: Verdensstjerne erkender kriminalitet efter en vild nat i Stockholm 

– Dertil giver ep’en en ret god forståelse af, hvordan mit liv har været de sidste to år. Jeg håber, at folk vil opleve denne her ep som en collage frem for et sammensat værk.

Louis Samson kan opleves på årets Spot Festival fredag den 11. maj i Aarhus.

ANNONCE