GAFFA.dk - Alt om musik
Mavi Phoenix: Hun varmer op for Scarlet Pleasure i både København og Aarhus denne weekend og er aktuel med debut-ep og singlen “Janet Jackson”.
Hendes danske debutsingle “Aventura” er med i denne måneds “bedst lige nu”-playliste hos GAFFA, og rapperinden fra Østrig indtager nu også Danmark fysisk på turné med Scarlet Pleasure og Soleima. De spiller i et udsolgt Forum Black Box i København fredag aften og i et samarbejde mellem Musikhuset Aarhus og Train lørdag aften på Scandinavian Congress Center.
Den blot 22-årige østriger er i det helt store spotlight, og selvtilliden fejler heller ikke noget – på den nye single “Janet Jackson” synger hun blandt andet: “Jeg har et navn, der får dig til at lytte, når du hører det – jeg har et ansigt, der får dig til at ønske, jeg var single.”
LÆS OGSÅ: Bedst lige nu - 12 stærke tracks til weekenden
Den nye ep hedder Young Prophet og udspillet demonstrerer rapperen og producerens karakteristiske take på pop og rap-genrerne. Et innovativt indslag på den europæiske musikscene.
“Janet Jackson” er sangen om "the american dream", og kunstneren selv udtaler: “Da jeg skrev ‘Janet Jackson’ forestillede jeg mig, hvordan det ville være endelig at have ‘made it’. Og samtidig fyldtes mine tanker af det bittersøde aspekt, der følger med berømmelsen’.” Et bittersødt aspekt, der meget vel kan blive en del af rapperens hverdag, hvis hun fortsætter med at storme fremad på hitlister og hos alverdens medier.