Nyhed

BEDST LIGE NU: 12 nye, håndplukkede tracks

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Det er fredag, og vi har udvalgt 12 tracks, der fortjener en svingtur på din foretrukne streamingtjeneste. Hør playlisten nederst i artiklen.

Chinah - Give Me Life

Det brænder med de helt store 90’er-inspirerede flammer. “Give Me Life” sender trioens pop-centriske univers en tur på club – en skramlet, halv-ussel en af slagsen, hvor undergrundens mystik lever i baggårde og dunkle kælderlokaler. Lyden er rå og langt mere hårdtslående end gruppens tidligere udspil – hvilket gælder hele det debutalbummet Anyone.


Shy Shy Shy - Doggystyle (Pretty Please)

Der bliver leget med kontrasterne i både lyd og lyrik, mens fortællingen om at være besat af at få en anden til at elske sig, udfolder sig dynamisk. “Doggystyle (Pretty Please)” er ikke blot en single, men titelsangen til den kommende DR3 ungdomsserie af samme navn, som har premiere nu på søndag. Den lovende indie-popduo har i alt fire numre med i serien – så mon ikke vores ører lærer dem godt at kende i løbet af vinteren.

Kwamie Liv - Mama’s a Millionaire


Der er attitude og masser af coolness i den ellers bløde Kwamie Liv-lejr, der favner ro og fest på samme tid. Vokalen er som altid lavmælt og underspillet, mens en legende synth og et taktfast beat joiner den populære danske afrobeat-bølge. Det dansk-zambiske stjerneskud har i dag udgivet sit længeventede debutalbum, Lover That Come and Go, og fredagens gode råd må være: Hold øje med hende!

Artigeardit - Ses senere

På “Ses senere” suger det unge danske raphåb Artigeardit lytteren ind i en fest-tåge af dimensioner. Med et lækkert trapbeat, hans flydende rapstil og altid veloplagte lyrik er nummeret den ultimative weekend-skæring, hvor bekymringerne kan glemmes for en stund, og det bare handler om at have det “fint og fornemt” ligesom Ardit.   


Artifact Collective - Time For This

Den københavnske sekstet Artifact Collective leverer endnu engang deres poppede r&b-lyd på singlen “Time for This”. Her fornemmes nostalgien i sangens tekst, men den må overgive sig til det legende beat og de sommerlige synths, der kaster lidt farve over en ellers grå tid. Stærkt track. 

Anderson .Paak - Who R U?


På sangen “Who R U?” udfolder Cheeky Andy sine hurtigtspyttende rap-evner over et solidt beat produceret af Dr. Dre – som næsten fortjener en feature med sine back-up vokaler: “aw, don’t make me have to lose it!”. Sangen lover rigtig godt for det kommende album Oxnard, ligesom førstesinglen “Tints” med Kendrick Lamar gjorde. Albummet lander den 16. november.

Ice Cube - Arrest The President

På “Arrest The President” går Ice Cube efter struben på den amerikanske præsident – dog uden at nævne ham ved navn. Den aggressive Cube lægger dog ikke fingre imellem i sit budskab, og de spydige rim viser, at han er allerbedst, når han virkelig har noget på hjerte. Et tungt rap-nummer til at kickstarte din weekend.


Monti - Sit Down

Hvor meget skal der til for at glemme noget, man egentlig har lyst til at holde fast i? Det er spørgsmålet i det nye udspil fra den lovende hiphop-gruppe. Med “Sit Down” åbner den fem mand høje hiphop-gruppe op for et mere organisk og melodisk udtryk end det hidtidige katalog – og det foregår altså med følelserne uden på tøjet.

Wiinston - angelina


Wiinston er et relativt ungt navn på den danske r&b-scene. De to venner Daniel og Alfred debuterede sidste år med nummeret “Canada”, og i dag slipper de deres sjette single “angelina”. Dans i slowmotion til det sensuelle r&b-nummer, der leder tankerne mod Phlake eller en ung The Weeknd. Smooth og særdeles rutineret udspil, som indgår på debutalbummet Midnight Rocket – ude den 16. november.

Júníus Meyvant - Let It Pass

Få din sjæl renset og dit hoved tømt til tonerne af dette feel-good-nummer. Med rig orkestrering og charmerende melodier rammer “Let It Pass” nemlig en helt særlig opløftende energi. Sangen er det seneste udspil fra den islandske singer/songwriters kommende andet album Across the Borders, der udkommer den 25. januar 2019 og bringer ham på en omfattende Europaturné. Her slår han blandt andet vejen forbi Aarhus og København.


Alexander Oscar - Question Mark
Følelsen af ikke at vide, hvor man står i sit forhold, er den mest frustrerende følelse – dog formår den unge popkomet Alexander Oscar at fange følelsen i et kompromisløst udspil, der oser af potentiale og talent. Nummeret er intet andet end velskrevet, velproduceret og veludført og passer perfekt til dansegulvet såvel som en aften alene på sofaen.

Foster The People - Worst Nites
Det amerikansk indiepop-band Foster The People er tilbage med et stort groovy vitamin-boost til denne mørke efterårstid. Det farverige nummer, der lyder til at finde inspiration fra disco-æraen, er det første udspil fra kvartetten i et år, og det er sikkert at sige, at de er stærkt tilbage. Fyldt med retro synthesizers og en groovy basgang er “Worst Nites” et catchy nummer, som du lige stod og manglede på din Spotify-playliste.


ANNONCE