Nyhed

BEDST LIGE NU: Håndplukkede tracks til dig

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Det er fredag, og der udkommer tonsvis af ny musik. Det kan være lidt uoverskueligt at navigere i, så vi har samlet 12 tracks, der fortjener en svingtur på din foretrukne musiklytningsplatform. Yes. Hør playlisten nederst i artiklen.

Katinka: "Dunjakke"
Bag den iøjnefaldende skøre titel gemmer der sig en fin lille kærlighedsballade, der fører bandet Katinka tilbage til det skramlede og folkede univers, hvor de startede – dog er ukulelen udskiftet med en akustisk guitar. “Dunjakke” handler om nyforelskelsens beruselse og kunne meget vel være soundtracket til de små-tågede møder, der venter i weekendens natteliv.

Benal: "Lampeskærm"
Den anmelderroste hiphop-duo har smidt endnu et potentielt hit på gaden. Singlen åbnes af Benjamin Havs karakteristiske vokal og de elektroniske hiphop-beats – og vi er slet ikke i tvivl om, at vi befinder os i det dragende og velkendte Benal-univers. Et fængende nummer, som uden tvivl bør være en del af weekendens playliste. Lyrik og beats på højt niveau.


Sia: "I’m Still Here"
Det australske popfænomen er tilbage efter et år i stilhed – mere eller mindre. Singlen “I’m Still Here” er nemlig første soloudspil fra sangerinden siden sidste års udgivelse af julepladen Everyday Is Christmas, der også var hendes ottende studiealbum. Singlen byder på et spændende midt-tempo, der giver masser af plads til Sias fængende melodier og den på én gang skrøbelige og kraftfulde vokal.

Kwamie Liv: "New Boo"
Med denne stærke single giver Kwamie Liv sin fjerde smagsprøve på debutalbummet, der er lige rundt om hjørnet – og alt tyder på, at vi allerede nu godt kan begynde at glæde os. Så det gør vi. Vi glæder os. Club-beats og mystik er i højsædet på nummeret, der adkiller sig fra de silkebløde, honningdryppende singler, vi har hørt fra Livs kommende udspil indtil videre. 

Nicklas Sahl: "Planets"
Danske Nicklas Sahl udgiver i dag sin debut-ep. Her på finder vi nummeret "Planets", der er et selvsikkert track fyldt med potentiale og en velfungerende produktion. Centreret omkring den trofaste el-guitar er nummeret et neddæmpet og modent udtryk med lettere melankolske harmonier – en side, vi endnu ikke har set meget af fra den unge danske musiker.


Young The Giant: "Tightrope"
Så er det tid til at finde trompetbukser og mikrofonhåret frem fra gemmerne igen – det amerikanske rockband Young The Giant er tilbage, denne gang for fulde funk-gardiner, og med “Tightrope” leverer gruppen et nummer, som er umuligt at sidde stille til. Med en melodisk bas, funky guitar-riffs og en levende vokal vil “Tightrope” kunne hive en sikker fest hjem.

ALMA: "Cowboy"
“Cowboy” er – som alle ALMAs udspil – proppet med kontraster. Med inspiration fra soul og rap forklæder den finske sangerinde sin poppede sound i en punket attitude, der bestemt bringer noget originalt med sig. Den luftige vokal med det powerfulde udtryk og det radioskårne beat taler til weekendens forfest såvel som nattens dansegulv.

Razorlight: "Carry Yourself"
Det engelske indierockband byder fredagen velkommen med “Carry Yourself”, hvor lydbilledet bliver båret af guitar, synth og Johnny Borrells ungdommelige vokal. Med nummeret viser bandet, at de stadig er aktuelle og fyldt med ny energi efter 10 års pause. Deres fjerde studiealbum og det første i et årti – Olympus Sleeping udkommer den 26. oktober.


Medina: "Grim"
På tracket hersker Medinas genkendelige klang og den lyd, der gør, at vi fra første anslag genkender Medinas univers. Nummeret holdes i et behageligt midt-tempo med ambitionen om at give plads til en let vibe og ærlig lyrik. Man kan godt fornemme, at Medina har været i gennem en hård periode, og det er forfriskende at høre en popstjerne som hende være ærlig – i skarp kontrast til alt det, vi ser på Instagram.

Run The Jewels: "Let’s Go"
Hårde rim fra skiftevis El-P og Killer Mike bliver spyttet ud til lytteren, mens det knivskarpe og ekspressive beat kører i baggrunden. Alt spiller på det her track, som absolut er et lyt værd! Nummeret medvirker desuden på den nye Marvel-film Venom, som netop nu kører i de danske biografer, hvor også Eminem har bidraget til soundtracket. 

Jacob Banks: Slow Up
Hvis dine dage byder på kinddans og/eller længselsfulde øjeblikke, er “Slow Up” det helt rette akkompagnement. Med sin indlevende og soul-smurte stemme præsenterer engelske Banks et sjælfuldt og sfærisk nummer. Indledt med blandt andet orgel og kor svæver der en gospel-stemning over “Slow Up”, der senere glider over i et mere elektronisk og moderne udtryk. Klasse.


Lukas Graham: Not a Damn Thing Changed
Lukas Graham er klar med "Not a Damn Thing Changed". Anden singleforløber fra deres tredje album 3 (The Purple Album), der udkommer om to uger, den 26. oktober. "Not a Damn Thing Changed" er en vuggende, melankolsk ballade præget af en inderlig og intenst syngende Lukas Forchhammer, der har dedikeret det ærlige nummeret til sin afdøde ven. 

Hør albummet på din foretrukne streamingtjeneste:


ANNONCE