Nyhed

PLAYLISTE: Uhygge og rædsel forklædt som uskyldig popmusik

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

For at fejre at allehelgensaften er over os, har GAFFA udvalgt ti eksempler på dansable og glade popsange, hvis tekst og betydning i virkeligheden er ret creepy og vil give dig kuldegysninger nok til hele højtiden.

The Beatles – Run For Your Life
Det hele ligger i titlen. John Lennon skrev angiveligt “Run For Your Life” ud fra Elvis-nummeret ”Baby Let’s Play House”, der indeholder linjen ”I’d rather see you dead, little girl, than to be with another man”. Trods den muntre og uskyldige melodi danner John Lennon sig her et skummelt narrativ, hvor en jaloux hovedperson gentagne gange truer sin kæreste med at slå hende ihjel, hvis hun er ham utro.


Maroon 5 – Animals
Med en excentrisk og i den grad blodig musikvideo er ”Animals” et popnummer, hvor gruppens frontmand, Adam Levine, synger om seksuelt begær på en yderst forstyrrende og makaber måde.
”Baby I'm preying on you tonight / Hunt you down eat you alive” er ikke just den mest romantiske kærlighedserklæring, men snarere en grum sætning, der giver dig lysten til at kigge dig over skulderen, hvor end du går hen.

Foster The People – Pumped Up Kicks
Det er velkendt, at dette upbeat nummer fra Foster The People ikke har en så munter betydning som det glade omkvæd og den catchy bas-linje. Tager man blot et hurtigt kig på teksten, skinner budskabet igennem. Nummeret er skrevet på baggrund og de mange tragiske skoleskyderi i USA, hvor teksten beskriver en ung mands forstyrrende tanker og fantasier om at myrde folk.

Rihanna – Disturbia
Rihanna er på dette nummer i tæt kontakt med sine indre dæmoner, der kommer til udtryk gennem en angstvækkende tekst og en tilhørende musikvideo med nok gotiske elementer, så selv Tim Burton ville være stolt. Ligesom titlen indikerer, er ”Disturbia” et dansevenligt popnummer i verdensklasse, der handler om mentale pinsler, hvor musikvideo er en glimrende visuel repræsentation for denne højtid.



Dixie Chicks – Goodbye Earl
Man skal lede længe efter fortællingen om et planlagt mord, som efterfølges med et muntert og lalleglad na-na-na-kor. Den amerikanske country-trio, Dixie Chicks, formår dog at pakke narrativet om hustruvold og mord ind i en glad og country-melodi med en stor, morbid sløjfe på.

The Police – Every Breath You Take
Hvis man nævner stalking og forfølgelse, kan man ikke undgå The Police og deres Grammy-vindende signatur-nummer, der er maskeret som en uskyldig kærlighedssang. Gruppens ikoniske frontmand, Sting, har adskillige gange indrømmet, at nummeret handler om en besidderisk elsker, der overvåger hvert åndedræt og bevægelse fra sin elskede... liiidt creepy!

Sia – Chandelier
Sætningen ”I’m gonna swing from the chandelier” fra sangens omkvæd skal slet ikke forstås som et festligt stunt, og nummeret er ikke en stor hyldest til fest og farver, som man umiddelbart skulle tro. Det beskriver i stedet en melankolsk kamp med indre dæmoner og misbrug, som resulterer i et selvmord. Denne dystre fortælling optræder desuden på den australske sangerindes sjette studiealbum kaldet 1000 Forms of Fear, hvis titel også kaster en mørk skygge henover det populære popnummer.



Van Halen – Jump
Man finder ikke et gladere og mere stemningsfuldt synth-tema end i Van Halens 80’er-hit ”Jump”.
Den amerikanske hard rock-gruppes forsanger, David Lee Roth, lod sig inspirere af en nyhedsrapport omhandlende en forstyrret mand, der truede med at begå selvmord ved at hoppe ud fra en høj bygning. Han skrev således teksten ud fra en imaginær og usympatisk tilskuer nede på gaden, der opfordrer manden til at ”go ahead and jump”.



Rockwell – Somebody’s Watching Me
Dette nummers uhygge ligger især i det snigende synth-tema, der reflekterer tekstens gennemsyrede paranoia. Med Michael Jackson og broderen Jermaine Jackson på kor sætter Rockwell en hårrejsende og ængstelig stemning an, som den tilhørende musikvideo fyldt med gravsten, zombier, flyvende hoveder og en Psycho-reference også påpeger. Nummeret er ganske enkelt enhver stalkers jam.



Michael Jackson – Smooth Criminal
Trods det åbenlyse valg kan nummeret ikke ekskluderes fra denne liste. Med sit detaljerede og maleriske narrativ samt en dyster synth-bas er ”Smooth Criminal” (naturligvis også sammen med ”Thriller”) et sikkert hit på dansegulvet til enhver halloween-fest og uden tvivl et soundtrack, som Leatherface gejler sig op med, inden han slår til.

ANNONCE