GAFFA.dk - Alt om musik
Red Bull nedlægger Red Bull Music Academy og Red Bull Radio, rapporterer Resident Advisor.
De ansatte skal have fået besked i sidste uge, og nedlægningen er planlagt til at ske den 31. oktober i år. Virksomheden understreger dog, at den kommer til at forsætte arbejdet med musik på andre måder, og såvel Red Bull Music som Red Bull Music Festival vil forblive.
”Efter at have støttet artister fra hele verden i tyve år, med hjælp fra vores musikprogram i en stadigt foranderlig verden, kommer Red Bull fortsat til at være en platform for kreativitet – men på nye måder. Red Bull kommer til at flytte sig væk fra en stærkt centraliseret tilgang og gradvist udfase den eksisterende struktur samt implementere en ny måde at arbejde på for at styrke de lokale Red Bull-teams i forskellige lande. Vi vil fortsat udforske og støtte lovende og banebrydende artister, hvor end i verden de må befinde sig," skriver virksomheden i en udtalelse.
Red Bull Music Academy blev grundlagt i 1998 og har siden afholdt forelæsninger, workshops, fester og konserter i hele verden. Mange kendte artister har samarbejdet med akademiet, blandt andre Björk, Nina Kraviz og Iggy Pop. Indtil videre er det uvist, hvor mange medarbejdere der mister deres job.