GAFFA:dk - alt om musik
GAFFA har tradtionen tro bedt en række markante og aktuelle danske kunstnere om at vælge deres yndlingssang fra 2019. Sangene får du nedenfor som en julekalender-playliste med en ny sang hver dag og en lille kommentar fra kunstneren om, hvorfor netop den sang er vedkommendes favorit.
1. James Blake: I'll Come Too
Anya: – Nogle gange får man følelsen af, at man elsker et nummer så meget, at det føles som om, at det er skrevet til én. Sådan har jeg det virkelig med den her sang. Der er ingen tvivl om, at det er det nummer, jeg har trippet mest over i 2019.
Go Go Berlin: – "U make my eeearfquaaaake”... SHIT, den hænger bare fast i hovedet i en uge efter. Tyler har med ”Earfquake” formået at lave en sang, ALLE vil elske. Ligemeget alder, musik-stil eller fornuft – så har den bare det hele. Ikke nok med at sangen er et KÆMPE hit, så er den fyldt med referencer. Fra Jackson Five/Ed Sullivan-kor, til støvede synth-arpeggiatorer, til moderne legesyg rap, til et følsomt omkvæd med den hjerteskærende tekstlinie ”don't leave, it's my fault”. Pladen IGOR minder os om OutKast fra boogie-liste-tiderne.. og nårh ja... fik vi sagt at Tyler, The Creator har lavet hele pladen selv? ($$$!!!).
– Christoffer (Østergaard, trommeslager i Go Go Berlin, red.) gik i øvrigt i 2018 forbi Tyler på NorthSide backstage, iført en lyserød silkeskjorte. Tyler kiggede på Christoffer og sagde bare med sin hæse, mørke stemme: ”Cool shirt, bro”. Christoffer har aldrig følt sig så street før.
3. Amyl And The Sniffers: Some Mutts (Can't Be Muzzled)
Rebecca Lou: – Det er så fedt at se, hvordan undergrundspunken har stormet frem i 2019, og det her er bare et godt tourbus-track og har en fed lyd og rå energi. Amy Taylor manifesterer sig som en hybrid mellem Dolly Parton og Iggy Pop og er ikke bange for at være pisse grim. Det er vildt befriende og giver os lyst til at svede og slå hul på knæene. Det er fedt, at de ikke prøver at køre intellektuel punk på den, men bare er 100 procent fest og mega skrald.
4. Underworld: S T A R
Farveblind: – Ejjjjj, hvor har det været et dejligt år i musik. Ikke nok med at genrer er mere udviskede end nogensinde, så er EDM-markedet ved at være så mættet, at der kun er én vej frem. En vej, vi har ventet på i alle de år vi har eksisteret. 90'erne er totalt på vej tilbage. Og med det har vi set udgivelser fra alle de stjerner, vi holder allermest kære. Her snakker vi The Chemical Brothers og i særdeleshed også Underworld, der er tilbage med nogle sindssygt stærke plader.
– Chemical er nomineret til tre Grammy Awards (den internationale, men lidt svagere udgave af GAFFA-Prisen), og Underworld har, foruden at give det, vi har hørt skulle være den vildeste koncert på årets Roskilde Festival, færdiggjort deres år-lange projekt Drift, der samler op på en masse af gamle og nye tracks, som blev udgivet på ugebasis (ja altså HVER uge).
– Det er et varieret, rodet, skizofrent, imponerende og fantastisk album, der både trækker tråde til de store genredefinerende hits fra den periode omkring vores fødsel, som vi unægteligt havde haft nemmere ved at navigere i med det pjat, vi render rundt og laver. Vi har valgt Underworlds track "S T A R", som både er nytænkende og syyyygt catchy, men samtidigt også trækker tråde til "Born Slippy (Nuxx)"-tiden. For det ikke skal være løgn, er beatet på tracket tyvstjålet fra deres egen sang "Lenny Penne".
– Teksten er umiddelbart en hyldest til stjerner fra deres liv. Måske er det faktisk ikke. Under alle omstændigheder er nummeret sygt fedt, og de har lavet den dejligste coverversion af nummeret, hvor et kamerahold har spurgt folk i London om at fortælle, hvem deres stjerne er, hvorefter Karl Hyde har været tilbage i studiet for at indspille en ny tekst, hvor folkene i videoen dikterer, hvem der er stjernerne. Det er simpelt, og det virker! Videoen dertil er derudover også bare grineren.
Claus Hempler: – Jeg kunne også have valgt et af numrene fra Lana del Reys Norman Fucking Rockwell-album. Jeg er overbevist om, at Lana del Reys sangkatalog kommer til at stå lige så knivskarpt om 30 år, som det gør i 2019. Til gengæld er Sunn O)))-pladen Life Metal nok alligevel den nye udgivelse, jeg har hørt mest i 2019. Når jeg selv er i gang med at skrive på noget nyt og sidder ved skrivebordet og roder med papirerne, er det rart at lytte til musik, der bevæger sig langsomt, og hvor man ikke bliver forstyrret af for meget tekst.
Sunn O))) er fra Seattle og består af de to hårdt støjende guitarister Greg Anderson og Stephen O'Malley. Det virker næsten som et chok, når man et stykke inde i pladens første nummer "Between Sleipnir's Breaths" bliver introduceret for en lys kvindestemme i skikkelse af islandske Hildur Guonadóttir.
Sunn O))) er, om noget, musik i slæbegear. Det er musik, der er længe om det og tager den tid, det tager, at komme fra A til B. Det er en forunderlig dundrende superslowmotion-verden af dybe, brølende droner og tungt trampende kæmper, der får jorden til at ryste. Ingen numre, der varer under 10 minutter – det længste på pladen varer 25.
Det er et musikalsk univers, der både er uhyre primitivt og samtidig stærkt begavet og sofistikeret. Det er under alle omstændigheder svært at komme ud af igen, når man først er kommet ind i det.