Nyhed

Eazy-E får mindesmærke efter bizar kampagne

GAFFA – alt om musik

Guy Stevens fra Newhaven argumenterede for, at den afdøde gangstarapper fortjente at blive hyldet med en statue. Nu har byrådet givet deres svar.

I sidste uge skabte hiphop-fan Guy Stevens overskrifter i flere nyhedsmedier, da han agiterede for at opføre en statue af rapperen Eazy-E i Newhaven, East Sussex – til trods for, at rapperen, der døde for mere end 20 år siden, aldrig har haft nogen tilknytning til byen. Nu meddeler NME, at det lokale byråd har givet tilladelse til i stedet at lade en bænk opføre i rapperens navn.

”Gør det nu bare,” sagde Stevens til byrådet, da han sidste uge anmodede om et mindesmærke. ”Sæt en statue eller en platte op. Hvorfor ikke? I har lige spildt penge på en bandkonkurrence på Denton Island, som ingen er interesseret i, så hvorfor ikke et Eazy-E mindesmærke?”


Viceborgmester Graham Amy udmeldte, at han ikke vidste, hvem den tidligere N.W.A-rapper overhovedet var og bemærkede, at han selv var mere til The Beatles. Hertil svarede Stevens, at The Beatles “suck”.

Ifølge lokalavisen The Argus har byrådet nu givet tilladelse til at lade en indgraveret bænk opføre efter medieomtalen og en online meningsmåling, der endte i Stevens favør. Dog skal Stevens selv rejse de 2.000 pund, der skal til at finansiere bænken. Hertil har den lokale rap-fan startet en online indsamling, hvor et eventuelt overskud vil gå til lokale AIDS-velgørenhedsorganisationer.

”Det er en stor dag, ikke bare for mig selv, men for Newhaven” lyder det fra Stevens, der mener, at et sådant mindesmærke vil få byen til at skille sig ud, da Newhaven efter Stevens' udsagn ikke har noget kørende for sig og ingen egentlige seværdigheder har ud over et fort.


Stevens er tilfreds med resultatet, også selvom byrådet ikke deler hans glæde for Eazy-E: ”De har tydeligvis aldrig hørt hans sang ”Sippin’ on a 40”. Men jeg er stadig taknemmelig over, at de tillod hyldesten”.

Eazy-E, med det borgerlige navn Eric Wright, var tidligere medlem af rap-gruppen N.W.A, der også talte Ice Cube og Dr. Dre. Wright døde i 1995 af AIDS.

LÆS OGSÅ: Ice Cube samler tidligere N.W.A.-medlemmer på scenen


ANNONCE