GAFFA – alt om musik
Hiphop-playlisten er som sædvanlig spækket med ugens bedste bangers! Hør alle sangene nedenfor.
Freddie Gibbs & Madlib - Flat Tummy Tea
Endelig sker det! Opfølgeren til Freddie Gibbs og Malibs’ undergrundsklassiker Piñata fra 2014 er omsider på vej. Bandana er albumnavnet, og “Flat Tummy Tea” er første single. Freddie Gibbs er brandvarm, og jeg er især fan af beatskiftet midt under tracket.
070 Phi - Off The Porch
“Off The Porch” er fra 070 Phi’s seneste album Outside. De simple vocal chops giver rigtig meget karakter til beatet, og resten leverer 070 Phi i form af flow og lyrik.
Offset - Lick
Jeg håbede virkelig på, at Offsets (billedet) nye album Father of 4 kunne imponere mig, men det er sgu en skuffende oplevelse – præcis som de to andre Migos-medlemmer og deres albums fra sidste år. Det betyder dog ikke, at der ingen gode numre gemmer sig blandt det middelmådige. “Lick” er helt sikkert et højdepunkt. Spændende beat og fedt flow fra Offset.
Gunna - Idk Why
Gunnas nye album Drip or Drown 2 er også lidt af en skuffelse. Døsigt album, hvor numrene lydmæssigt smelter for meget sammen. Heldigvis skiller “Idk Why” sig en smule ud. Omvendt fra de andre numre, der skiller sig ud, er dette faktisk på den positive måde. Wheezy gør et godt arbejde, hvad angår produktionen, og Gunnas stemme klær de musikalske omgivelser.
Ace Hood - Count On
Ace Hood er godt igang med at udgive singler fra sit kommende album Body Bag 5. Albummet er ude den 1. marts, og indtil da bliver der udgivet et nyt nummer hver uge. “Count On” er det seneste track fra selvstændige Ace Hood, der som altid leverer varen!
Wiki - Cheat Code
Det er godt nok et fedt beat det her! Efter første lyt, hvor du nok kun har kunnet fokusere på produktionen, kan du meget vel trykke play igen og blive næsten lige så imponeret over lyrikken og leveringen af denne.
Wiz Khalifa & Curren$y - 10 Piece
Et fænomenalt flow fra Wiz, her på “10 Piece”. Det samme gælder teksten. Curren$y starter tracket godt ud og byder også på et fornuftigt omkvæd.
Berner & Mozzy - Touchdown (Featuring B-Real & Rexx Life Raj)
Dét her er præcis min smag! Denne laidback form for hiphop vil for altid have en plads i mit hjerte. Jay P Bangz er manden bag dette fantastiske beat! Alt er dog ikke laid back, B-Real fyrer nemlig et potent vers af mod slutningen af nummeret.
Jay Rock - The Other Side (Featuring Mozzy & DCMBR)
Endnu et lækkert beat! Der måtte gerne have været lidt mere a la dette på Jay Rocks album Redemption fra sidste år. Han og Mozzy passer rigtig godt sammen, og det beviser de så sandelig på “The Other Side”.
Icewear Vezzo - Balance (Featuring Big Sean)
Vezzo bringer altid en masse energi, og han har fået fint besøg af Big Sean på sin nye single “Balance”. Godt at høre fra ham igen!
MC Ren - King Villain
Ja, den er sgu god nok! Dette er dén MC Ren. N.W.A-legenden har ikke udgivet musik i fem år, og det er ti år siden hans seneste album. Hans nye single tager i den grad de moderne stilarter til sig, og Ren beviser, at han stadig kan rappe. Beatet måtte gerne have haft en anelse mere grobund i rapperens oldschool rødder, men jeg er sgu glad for, at MC Ren er tilbage.
Juicy J - Let Me See (Featuring Kevin Gates & Lil Skies)
Ny banger fra Juicy J! Det er fantastisk, at hans stil stadig lyder moderne efter så mange år! Dét kalder jeg sgu for en vaskeægte timeless musiker. Kevin Gates og Lil Skies bidrager også positivt til “Let Me See”.
Papoose - God MC
Papoose beviser, hvorfor han er en “God MC”. Hårdtslående track fra hans seneste album Underrated. En albumtitel, jeg helt sikkert er enig i.
Smif-N-Wessun - Let Me Tell Ya (Featuring Rick Ross)
Hårdtslående kan også bruges til at beskrive “Let Me Tell Ya”. Duoen Smif-N-Wessun udgav deres debutalbum i 1995, og dette nummer er fra deres sjette studiealbum The All. De har inviteret Rick Ross med på dette track, og det er bestemt ikke et dårligt valg!
Q Money - Neat (Remix) (Featuring Young Dolph, YFN Lucci, Peewee Longway, Flipp Dinero & G Herbo)
Kæmpe remix af Q Moneys “Neat”. Der mødes talstærkt op, hvilket resulterer i en masse diversitet. Hvem gjorde det bedst?
Offset - Legacy (Featuring Travis Scott & 21 Savage)
Det kan aldrig gå helt galt, når man har stjerner som Travis Scott og 21 Savage med på sit track. Det er oven i købet Southside, der står for produktionen. Helt sikkert et af de numre fra Offsets nye album Father of 4, der vil kravle op ad hitlisterne.
Wiz Khalifa & Curren$y - Bottle Poppers
DJ.Fresh ved præcis, hvordan man laver et perfekt beat til Wiz og Curren$y! Jeg tror ikke, man kan ramme mere plet end dette samarbejde mellem rappere og producer. “Bottle Poppers” har været på repeat hos mig!
Birdman & Juvenile - Just Another Gangsta
Kæft, det er fedt, det her! Et rigtig gangsta nummer – godt ned i bilsædet, armen i karmen og op for lyden! De to rapveteraner, Birdman og Juvenile, har et nyt collab-album kommende. Juvenile var en del af Birdmans pladeselskab Cash Money Records sidst i 90’erne frem til midt 00’erne, men det var ikke altid lutter lagkage mellem dem. Birdman har det tilsyneladende med at blive uvenner med sine kunstnere.... De dårlige minder er heldigvis fortid, og mange fans er derfor rigtig glade over nyheden om et album!
Higher Brothers - Do It Like Me (Featuring J.I.D)
Rapgruppen fra Kina, Higher Brothers, har været i fokus op til udgivelsen af deres nye album Five Stars. De har slået igennem på den internationale scene, og det bærer albummets features også præg af. J.I.D er med på “Do It Like Me”, og på andre numre kan man blandt andet finde ScHoolboy Q, Ski Mask The Slump God, Denzel Curry og Soulja Boy.
King Kamaal - Maybe So
Kamaal kan ikke stoppes. Han bliver bare ved med at udgive fremragende musik! Skarp lyrik som altid, og produktionen forbedres for hver eneste udgivelse. Vildt!
Fendi P - Fast
Det er tydeligt at høre Curren$ys indflydelse på Fendi P. Nuvel, han er jo også under Curren$ys pladeselskab Jet Life. Fendi P er dog ingen kopi, og jeg er rigtig vild med hans tilgang til Jet Life-lyden.
Audio Push - Freedom In 95
Gennemtænkt nummer fra Audio Push, med genial lyrik. De to rappere fra Californien fortjener mere anerkendelse end den, de får for tiden.
Clear Soul Forces - Kick It
“Kick It” er fra CSF’s splinternye album Still. Den længeventede udgivelse får mine varmeste anbefalinger. Fremragende album! Dette track skal nok få dig til at tjekke albummet ud.
Casey Veggies - Mirage
Det lader til, at 25-årige Casey Veggies har et nyt album på vej. Det er også ved at være på tide, Odd Future-rapperens seneste (og eneste) studiealbum, Live & Grow, er fra tilbage i 2015. “Mirage” er produceret af Mike & Keys, og Casey Veggies stråler som altid over en omgang oldschool vibes. Han er en af de artister, som ved præcis, hvad der fungerer bedst for ham, og gør derfor netop denne lyd til perfektion.
Tha God Fahim - Beware of Tricknowledge
De nærmest hypnotiske klavertoner er den perfekte baggrund for Tha God Fahims kalkulerede rim. Uden tvivl en god afslutning på denne uges playliste!
Hør sangene her: