GAFFA – alt om musik
The Minds of 99 og Saveus kæmper om hovedprisen
Lørdag den 26. januar er DR igen klar til at hylde ny dansk musik med det store P3 Guld-show, der for første gang transmitteres på DR1 og for første gang fra provinsen, direkte fra DOK5000 i Odense.
Otte danske navne kommer til at optræde live, mens der uddeles en række priser til de kunstnere, der har klaret sig godt det forgangne år. Både etablerede navne og nye stjerneskud, som DR spår kommer til at tegne dansk musik i fremtiden.
De nominerede til showets hovedpris, P3 Prisen, er The Minds of 99 og Saveus – to danske bands, der har markeret sig stærkt i det forgangne år.
“Begge navne sigter højt i deres sangskrivning, er kompromisløse, dedikerede og har en helt særlig fællesskabende energi mellem dem og deres fans,” siger P3’s musikansvarlige, Mathias Buch Jensen, og uddyber:
“The Minds of 99 har imponeret med deres helt eget og intense greb på dansksproget rockmusik, mens Saveus rammer en præcis og storladen elektronisk pop med sans for detaljerne. Begge navne udfordrer vanetænkningen og samlebåndsmusikken og har over det seneste år taget karrieren til et nyt niveau.”
I 2018 har The Minds of 99 udgivet del 2 af deres meget roste tredje album, Solkongen, spillet på en række festivaler, blandt andet Roskilde Festivals Orange Scene for anden gang og været på en udsolgt efterårsturné. Saveus udsendte sit debutalbum Neuro og gav også talrige koncerter, herunder åbningen af Orange Scene på Roskilde Festival.
Modtageren af P3 Prisen får ud over æren 100.000 kroner. The Minds of 99 var i øvrigt også nomineret til P3 Prisen i 2015, hvor vinderen var Ukendt Kunstner.
LÆS OGSÅ: GAFFA-PRISEN 2019: Afstemningen starter nu
I kategorien P3 Talentet er der i år fire nominerede: Barselona, Clara, Fool og Jada – fire unge, fremadstormende navne, der er blevet spillet flittigt på P3 i 2018.
“Til P3 Talentet har vi valgt at pege på fire navne, der på hver deres måde er interessante, og som i det forgange år har markeret sig og vist et potentiale, der kan tage dem langt. Nomineringerne er vores anerkendelse af det arbejde og talent, der ligger bag,” siger Mathias Buch Jensen.
De nominerede til showets sidste pris, P3 Lytterhittet, findes ved en afstemning blandt P3’s lyttere, der sættes i gang mandag den 14. januar i P3’s daglige musikprogram, "Musikchefen".
Samtlige nominerede til P3 Prisen og P3 Talentet kommer også til at optræde live ved showet, der også byder på optrædener fra Kwamie Liv og et endnu uannonceret surprise-navn.
P3 Guld har siden starten i 2001 været springbræt for nogle af de mest populære danske artister i dag. Af tidligere vindere kan nævnes Benal, Karl William, Ukendt Kunstner, MØ, Marie Key og When Saints Go Machine.
Prismodtagerne i alle kategorier afsløres i showet, som sendes live fra DOK5000 i Odense med Signe Molde som vært lørdag den 26. januar klokken 21.00 på DR1, DRTV og P3.
De nominerede er:
P3 Prisen
The Minds of 99
Saveus
P3 Talentet
Barselona
Clara
Fool
Jada
Optrædende:
The Minds of 99
Saveus
Kwamie Liv
Barselona
Clara
Fool
Jada