Nyhed

De svenske hardcore-veteraner Refused tilbage til Danmark

GAFFA – alt om musik

De svenske hardcore-veteraner Refused, der kunne opleves på årets Copenhell, vender tilbage til Danmark og giver koncert i Store Vega 11. december.

Det svenske band har i dag annonceret deres femte album War Music, der udkommer 18. oktober og er opfølgeren til comebackudgivelsen Freedom fra 2015.
 
Den svenske hardcore-gruppe blev dannet i 1991 og er kendt for deres kompromisløse musik, politisk bevidste tekster og den karismatiske sanger Dennis Lyxzén. Bandet udsendte tre markante album i 90’erne, og særligt treeren The Shape of Punk to Come (1998), der ellers fik lunkne anmeldelser dengang, står i dag som en af genrens vigtigste udgivelser. Samme år, som albummet udkom, gik gruppen dog hver til sit efter interne spændinger.
 
Bandets status var tydelig, da de i 2012 efter 14 års pause lod sig gendanne og med stor succes spillede på festivaler som Coachella, Primavera og Roskilde.
 
Siden da har svenskerne som nævnt udsendt albummet Freedom, og nu er der nyt på vej. Danske fans fik første smagsprøve på det nye materiale til Copenhell i juni, da Refused bød på det nye nummer, ”Blood Red”, der blev introduceret som et nummer mod kapitalisme og for revolution. Sangen udkommer som første singleforløber fra det nye album den 2. august.

LÆS OGSÅ: Svenske hardcore-veteraner leverer sprængfarlig energi
  
Refused kan opleves i Store Vega onsdag 11. december, og billetsalget til koncerten starter onsdag 24. juli via Ticketmaster.dk.


Varm op med en smagsprøve på "Blood Red" nedenfor, hvor du også kan læse et politisk manifest fra Refused:

ANNONCE