GAFFA – alt om musik
Tom Hanks skal spille Elvis' manager
Baz Luhrmann har nu offentliggjort, hvem der skal spille Elvis Presley i Luhrmanns kommende portrætfilm om legenden. Det bliver Austin Butler, kendt fra film som Quentin Tarantinos Once Upon a Time in Hollywood og Jim Jarmuschs The Dead Don't Die samt tv-serien Hannah Montana.
I en pressemeddelelse, citeret af NME, udtaler Luhrmann:
"Jeg vidste, at jeg ikke kunne lave denne film, hvis castingen ikke var absolut rigtig, og vi ledte grundigt efter en skuespiller med evnen til at frembringe de naturlige bevægelser og stemmemæssige kvaliteter hos denne stjerne uden sidestykke, men også kunstnerens indre skrøbelighed."
"Igennem castingprocessen var det en ære for mig at møde sådan et stort udbud af talent. Jeg havde hørt om Austin Butler fra hans markante rolle over for Denzel Washington i The Iceman Cometh på Broadway, og gennem en rejse af ekstensive skærmtests og workshops med musik og optrædener vidste jeg helt sikkert, at jeg havde fundet én, som kunne udtrykke ånden hos en af verdens mest ikoniske musikalske figurer."
Det er tidligere blevet offentliggjort, at Tom Hanks skal spille Presleys legendariske manager Colonel Tom Parker.
Filmen sætter fokus på Elvis' rejse mod gennembruddet og hans nære samarbejde med Colonel Tom Parker og finde sted "på baggrund af et kulturelt landskab, der ændrer sig, og tabet af uskyld i Amerika" ifølge en pressemeddelelse fra filmselskabet Warner Bros. Filmen skal optages i begyndelsen af 2020.
Ifølge Hollywood Reporter har også Harry Styles, Ansel Elgort, Aaron Taylor-Johnson og Miles Teller været til casting i rollen som Elvis, ligesom rapperen G-Eazy ifølge TMZ har forsøgt at lægge billet ind på rollen.
Baz Luhrmann er kendt for film som Strictly Ballroom, Romeo + Juliet, Moulin Rouge og The Great Gatsby og Netflix-serien The Get Down. Musik spiller ofte en fremtrædende rolle i hans film.