Nyhed

Jada annoncerer debutalbum

GAFFA – alt om musik

Albummet udkommer lige om lidt

Jada er på kort tid blevet et af de mest omtalte og roste nye navne på den danske musikscene. Nu annoncerer hun sit debutalbum I Cry a Lot, og det udkommer allerede i morgen, fredag den 28. juni.

Albummet rummer ifølge Jadas pladeselskab Universal Music "10 sange, der med et magisk-realistisk univers, naturelementer og menneskefølelser udforsker Jadas egen musikalske fantasi."


Pop/r&b-sangeren, sangskriveren og produceren har fået masser af fans og roser og spillet for udsolgte huse med blot tre singler udgivet over det sidste halvandet år – "Keep Cool", "Sure" og "Lonely". Hun har også optrådt på en række festivaler blandt andet Spot og Roskilde Festival 2018 og Heartland og NorthSide 2019, hun har vundet flere priser, og i forrige uge udgav hun så en ny single, "Clean Love".

På et tidspunkt i efteråret 2018 gik det dog så stærkt for Jada, at hun måtte sygemelde sig med stress og udskyde sine koncerter, men ved indgangen til 2019 var hun stærkt tilbage.

I starten af 2019 vandt Jada P3-talent prisen ved P3 Guld, og sidenhen har hun vundet to Steppeulve ved musikkritikernes prisuddeling for Årets Sang ("Keep Cool") og Årets Håb samt Årets Talent ved sangskriverprisen Carl Prisen.


Jada kan opleves live denne sommer på blandt andet en række festivaler, herunder Roskilde, og til vinter tager hun på indendørs turné.

LÆS OGSÅ: Jada klar med nye shows

ANNONCE