Nyhed

P.O.D. og Alien Ant Farm tilbage til Danmark

GAFFA – alt om musik

Spiller denne gang i Aarhus

De to californiske alternative metalbands P.O.D. og Alien Ant Farm kunne i februar opleves til en udsolgt dobbeltkoncert i Amager Bio. Nu vender konstellationen tilbage til Danmark, denne gang Aarhus, når de to grupper spiller på VoxHall den 2. november.

P.O.D. (billedet)
P.O.D. blev dannet i San Diego, Californien i 1992 og albumdebuterede to år senere med Snuff the Punk. De spillede først rap-metal, men har senere udviklet sig til en mere nu metal- og reggae-inspireret lyd. Siden debuten er det blevet til yderligere ni album, hvoraf Circles (2018) er det seneste. Med bandets fjerde album, Satellite, der udkom på den skæbnesvangre dato 11. september 2001, opnåede de deres hidtil største kommercielle succes. I alt har gruppen solgt over 12 millioner plader på verdensplan og er tre gange blevet nomineret til en Grammy. P.O.D. udgøres i dag af sanger Sonny Sandoval, guitarist Marcos Curiel og trommeslager Noah Bernardo, der alle har været med siden starten, samt bassist Traa Daniels, der kom med i 1994. Gruppen er i øvrigt erklæret kristne, hvilket i nogen grad kommer til udtryk i deres tekster.

Alien Ant Farm
Alien Ant Farm blev dannet i Riverside, Californien, i 1996 og har siden udgivet fem album og solgt i alt fem millioner album. De startede med at spille nu metal, men har senere bevæget sig over i blandt andet pop-punk og er bedst kendt for deres coverversion af Michael Jacksons "Smooth Criminal", der blev et stort hit i 2001. Gruppen albumdebuterede i 1999 med den selvtillidsfuldt betitlede Greatest Hits. Bandets seneste album, Always And Forever, udkom tilbage i 2016, og for tiden arbejder de på en ny plade. Alien Ant Farm udgøres i 2019 af sanger Dryden Mitchell, guitarist Terry Corso, trommeslager Mike Cosgrove og bassist Tim Peugh, hvoraf de tre første har været med siden starten, mens Tim Peugh kom med i 2014.



Billetsalget er i gang via Fondenvoxhall.dk

LÆS OGSÅ: Fire grunde til, at Rammstein er så fascinerende

ANNONCE