Nyhed

90'er-stjerner til Tinderbox

GAFFA – alt om musik

Haddaway, Dr. Alban, Barcode Brothers og Warp Brothers sørger for festen

Programmet på de fire hovedscener på Tinderbox er allerede fuldendt, men festivalen har også det såkaldte Groovebox-telt med 90'er-musik. Et tiltag, som så dagens lys sidste år, og som nu vender tilbage med Haddaway, Dr. Alban, Barcode Brothers og Warp Brothers.

Haddaway (billedet) gik nummer et i det meste af verden i 1993 med sangen ”What is Love”, der i dag står som et af de største hits fra eurodance-genrens storhedstid. Sangen er blevet brugt i både film og reklamer, er blevet genindspillet af blandt andre Lost Frequencies og er blevet samplet af Eminem.


DrAlban huserede på de europæiske hitlister i 90’erne med sange som ”Hello Afrika”, ”No Coke”, ”It’s My Life” og ”Sing Hallelujah”, og efterfølgende har han både samarbejdet med Sash! og repræsenteret Sverige til Eurovision Song Contest. I 2008 gik Haddaway sammen med DrAlban på sangen ”I Love the 90’s”, og samarbejdet kommer til at fortsætte på Tinderbox, hvor de to sangere vil optræde til et fælles show.

Groovebox får desuden besøg af de to duoer Barcode Brothers og Warp Brothers, der står bag hits som ”Dooh Dooh”, ”Flute”, ”It’s a Fine Day”, ”Tele”, ”Phatt Bass” og ”Blade”, hvis titler er fine udtryk for eurodance-genrens typiske tekstunivers. Haddaway og DrAlban optræder torsdag aften i Groovebox, mens Barcode Brothers og Warp Brothers spiller henholdsvis fredag og lørdag.

Dermed er årets tre hovednavne på plads til Groovebox, hvor man i løbet af dagen også kan opleve 21 af landets komikere inklusive stjerner som Mick Øgendahl, Andreas Bo og Christian Fuhlendorff.


Tinderbox 2019 afvikles i Tusindårsskoven i Odense i dagene 27.-29. juni 2019, og billetter kan købes via Tinderbox.dk. Bemærk prisen stiger 4. juni.

Varm op med klassikeren "Sing Hallejulah":


ANNONCE