Nyhed

Tønder Festival klar med spilleplan og nye navne – og verdens mindste spillested

GAFFA – alt om musik

Du kan blive mandsopdækket m/k på festivalen

Tønder Festival 2019 er nu klar med spilleplanen og tilføjer yderligere koncerter, blandt andet en fødselsdagskoncert for Niels Hausgaard, der fylder 75 år i august.
 
Det endelige musikprogram er på plads på årets Tønder Festival. Festivalen har i alt otte scener – fra den store Open Air til den intime scene i Visemøllen. Spilleplanen kan man finde på TønderFestivals app og på hjemmesiden tf.dk.
 
Til lykke til Hausgaard
Tre koncerter er føjet til programmet. Niels Hausgaard fylder 75 år i august, og det bliver fejret med en stor fødselsdagskoncert fredag eftermiddag i Telt 1 med så forskellige navne som Signe Svendsen, Allan Olsen, Steffen Brandt, Marie Key, Laura Mo, Christian Alvad, Finbar Furey, Ian McCalman, Kjartan Arngrim (Folkeklubben) og Huxi Bach på scenen.
 
To gange Songwriter’s Circle
Også i år vil Tønder Festival byde på Women’s Circle og Gentlemen’s Circle. De to “circle-koncerter” med sangskrivere fra nær og fjern af hver sit køn finder sted henholdsvis lørdag og søndag eftermiddag. 
 
Tønderstemning under Copenhagen Jazz Festival
I år står Tønder Festival bag seks koncerter på Balders Plads under Copenhagen Jazz Festival.
Roots & Jazz på Balders Plads i København har i adskillige år været en del af programmet på Copenhagen Jazz Festival. I år er Tønder Festival medarrangør af seks koncerter, 8. og 9. juli, med navne, der har spillet eller skal spille i Tønder. Blandt andre Delgres, Basco, Irish Mythen og Greg Russell & Ciaran Algar.
 
Verdens mindste spillested
Publikum kan i år få en helt speciel musikalsk oplevelse i Tønder. Det britiske koncept Folk in a Box tilbyder den ultimative intime koncertoplevelse: Et styk publikum i selskab med et styk musiker. Koncertlokalet er et lille træhus med plads til én musiker, der spiller for én gæst ad gangen, så her kan man virkelig tale om mandsopdækning m/k. Ifølge Ekstra Bladet har spillestedet målene 
2,4 meter i længden, 1,2 meter i bredden og 2,1 meter i højden, og blandt de optrædende i boksen er australske Emily Barker (billedet).

En mere bæredygtig festival
De senere år har Tønder Festival lanceret en række grønne initiativer, og det fortsætter man med de kommende år. En af større investeringer er en transformerstation, der erstatter de gamle dieseldrevne generatorer på campingområdet. I 2017 sikrede festivalen sig, at 95 procent af strømforbruget på festival- og campingområdet kommer fra vindenergi. Andre aktuelle initiativer er blandt andet affaldssortering, bionedbrydeligt engangsbestik og mindre madspild.

Programmet til Tønder Festival 2019 er som følger:


John Prine (USA), Patty Griffin (USA), Kate Rusby (UK), John Moreland (USA), The Savage Rose (DK), Bjørn Eidsvåg (NO), Jonah Blacksmith (DK), Dreamers’ Circus (DK), Gregory Alan Isakov (ZA/USA), Mandolin Orange (USA), Ruston Kelly (USA), Tyler Childers, (USA), John Smith (UK), Jacob Dinesen (DK), Tide Lines (SCO), Daniel Norgren (NO), Folkeklubben (DK), Niels Hausgaard (DK), Joel Savoy, Jesse Lége & Kelli Jones (USA), Les Poules à Colin (CAN), Delgres (FR), Plantec (FR), Startijenn (FR), Vishtèn (CAN), Susto (USA), Shaun Ferguson (CAN), Hudson Taylor (IRL), Breabach (SCO), Elephant Sessions (SCO), Irish Mythen (IRL), Paul Cauthen (USA), William Crighton (AUS), Lion Bear Fox (CAN), Greg Russell & Ciaran Algar (UK), Poul Krebs & Henning Kvitnes (DK/NO), Esben Just (DK), Dan Sultan (AUS), Skipinnish (SCO), The Ghost of Paul Revere (USA), Martin Harley (UK), Julie Fowlis (SCO), Finbar Furey (IRL), Chris Smither (USA), Jenn Grant (CAN), Old Man Luedecke (CAN), Leslie Stevens (USA), Caitlin Canty (USA), The Tweed Project (ENG, SCO), James Keelaghan (CAN), Charley Crockett (USA), Max Gomez (USA), Adam Holmes & The Embers (SCO), Maija Kauhanen (FIN), The East Pointers (CAN), Arcade feat. Heidi Talbot og Adam Holmes (IRL/SCO), FolkBALTICA Ensemble (DK/D), Dervish (IRL), Ìmar (SCO/IRL), The Unwanted (IRL/USA), Blair Dunlop (UK), Ian Noe (USA), Birds of Chicago (USA/CAN), Calum Stewart (SCO), Luke Winslow-King (USA), Folk Spot 2019 (DK/NO), Niels Hausgaard 75 års fødselsdagskoncert feat: Signe Svendsen, Allan Olsen, Steffen Brandt, Marie Key, Laura Mo, Christian Alvad, Finbar Furey, Ian McCalman og Kjartan Arngrim, Huxi Bach, Women’s Circle (USA, CAN, IRL, DK), Gentlemen’s Circle (USA, CAN, AUS, DK),
 
Tønder Festival finder sted i dagene 22.-25. august 2019

ANNONCE