Nyhed

Distortion er klar med de første 20 navne

GAFFA – alt om musik

Distortion har netop offentliggjort de første 20 navne til årets festival, som finder sted i København 29. maj-2. juni.
 
De 20 kunstnere, der alle spiller på Distortion Ø på Refshaleøen 31. maj eller 1. juni, er:
 
070 Shake (US)
Adana Twins (DE)
Bette (DK)
Channel Tres (US)
Dekmantel Soundsystem (NL)
DJ Tennis (IT)
First Hate (DK)
FLEXLIKEKEV (DK)
Hunee (DE)
I Hate Models (FR)
Jayda G (CA)
Josephin Bovién (DK)
KiNK (BG)
Kollektiv Turmstrasse (DE)
Max Abysmal (NL)
Nadia Rose (UK)
Rico Nasty (US)
Sassy J (CH)
Soleima (DK)
Young Marco (NL)
 
Tre af kunstnerne har ikke tidligere spillet i Danmark, nemlig 070 Shake, Nadia Rose og Rico Nasty. Læs mere om de 20 navne nedenfor.
 
I 2019 foregår Distortion på følgende steder:
  • Onsdag den 29. maj: Gadefest, Nørrebro
  • Torsdag den 30. maj: Gadefest, Vesterbro
  • Fredag den 31. maj: Distortion Ø, Refshaleøen
  • Lørdag den 1. juni: Distortion Ø, Refshaleøen
  • Søndag den 2. juni: Hygge, lokation ikke afsløret
Alle billetter er til salg på http://www.cphdistortion.dk/tickets/
 
Mere info om de 20 Distortion-navne:
 
070 Shake (US) – debutkoncert i Danmark 
Den 21-årige rapper og sangerinde 070 Shake begyndte at uploade tracks til Soundcloud i 2015 og skrev året efter kontrakt med Kanye Wests G.O.O.D Music – et selskab, der har præsenteret en lang række af de seneste 10 års største rap- og r&b-navne. I 2018 udgav Shake sin debut-ep Glitter og medvirkede på Kanye Wests track "Ghost Town" med sin dybe, raspede stemme og åbenhjertige tekstunivers. – Spilledag: Fredag 31. maj, Distortion Ø
 
Adana Twins (DE)
Duoen udforsker grænselandet mellem melodiøs house og techno og har især gjort sig bemærket med en serie remixes – blandt andet af Fritz Kalkbrenner og danske WhoMadeWho og Kasper Bjørke. I 2017 signede duoen med det markante Berliner-label Watergate. – Spilledag: Lørdag 1. juni, Distortion Ø
 
Bette (DK)
Bette synger r&b og soul med personlige tekster og velproduceret musik og er tidligere af GAFFA blevet udnævnt som et navn, du bør holde øje med. – Spilledag: Lørdag 1. juni, Distortion Ø
 
 
Channel Tres (US) – debutkoncert i Danmark 
Channel Tres repræsenterer de seneste års sammensmeltning mellem klubmusik og hiphop. Samplede discotrommer, synthesizers og rap forenes hos Channel Tres, hvis debut-ep udkom i juli 2018, med tracket "Jet Black" i front (udråbt til Best New Track af Pitchfork). – Spilledag: Fredag 31. maj, Distortion Ø

Dekmantel Soundsystem (NL)
Det hollandske kollektiv, label og festival Dekmantel byder på disco, house og techno og lover en kærlig showcase af det bedste dansemusik fra de sidste 40 år. – Spilledag: Lørdag 1. juni, Distortion Ø
 
DJ Tennis (IT)
DJ Tennis debuterede som kunstner og dj i 2010 efter to årtier som grundlægger og A&R-person for det italienske selskab Life and Death. Hans smag favner bredt, men kernen er elektronisk musik med en emotionel nerve, med lejlighedsvise referencer til post-rock-ikoner som Godspeed You! Black Emperor og Tortoise og post-hardcore-fænomenet Fugazi. – Spilledag: Fredag 31. maj, Distortion Ø
 
First Hate (DK)
Duoen First Hate debuterede i 2014 med en ep på københavner-labellet Escho, der blandt andet også er hjemsted for post-punk-stjernerne Iceage. First Hates lyd er dog noget ganske andet, nemlig storladen, Manchester-inspireret darkwave synthpop med lejlighedsvise referencer til eurodance og italodisco. – Spilledag: Lørdag 1. juni, Distortion Ø
 
FLEXLIKEKEV (DK)
FlexLikeKev er et af de største talenter inden for grime-genren herhjemme og er blandt andet kendt for det dystre og dystopiske nummer "IWANNABEUP". – Spilledag: Lørdag 1. juni, Distortion Ø
 
Hunee (DE)
Den tyske dj spiller primært disco og house, men kan også flette samba eller 70’er-afrobeat ind i sine mix. – Spilledag: Fredag 31. maj, Distortion Ø

I Hate Models (FR)
I Hate Models står for for industriel techno, trance og no-wave; et dystopisk og medrivende univers og et BPM-tal, der sjældent dykker under 140. – Spilledag: Lørdag 1. juni, Distortion Ø

Jayda G (CA)
Noget så sjældent som en dj, der sampler marinebiologer og dedikerer tracks til spækhuggere, og i øvrigt har en mastergrad i Resource and Environmental Management. Musikken har rødder i soul, disco og klassisk Chicago-house. Hendes debut-album Significant Changes udkommer 22. marts på det velkendte London-label Ninja Tune, ført an af singlen "Let Room 2 Breathe". – Spilledag: Fredag 31. maj, Distortion Ø

Josephin Bovién (DK)
Den kun 18-årige sanger, sangskriver og producer Josephin Bovién udgav sit debutalbum Caramel Babe i oktober 2018. Hendes personlige lyd bevæger sig i et moderne soul- og r&b-univers. Siden udgivelsen af Caramel Babe er Josephin Bovien blevet spillet flittigt på P3s Vidundergrunden samt Worldwide FM. – Spilledag: Fredag 31. maj, Distortion Ø

KiNK (live, BG)
Mens mange elektroniske kunstnere dukker op med et USB-stik og et lysshow, tager den bulgarske techno-troldmand et arsenal af trommemaskiner, synths og controllere med og spiller alt live. Hans album Playground fra 2018 er en rundtur i de seneste 30 års elektronisk musik, med referencer til Detroit-techno, big-room house og Bristol-inspireret triphop, samt remixes fra Josh Wink og Matthew Hebert. – Spilledag: Lørdag 1. juni, Distortion Ø

Kollektiv Turmstrasse (DE)
Den Berlin- og Hamborg-baserede duo Kollektiv Turmstrasse har huseret på europæiske dansegulve i næsten 20 år. Deres lydunivers afspejler et sjælfuldt tag på moderne housemusik. langt fra den industrielle techno, der dominerede den tyske hovedstad i halvfemserne. Duoen har samarbejdet med et væld af klubmusikkens store navne, blandt andre Roman Flügel, Robag og danske Trentemøller og er især kendt for nummeret "Sorry I Am Late" fra 2015. – Spilledag: Fredag 31. maj, Distortion Ø

Max Abysmal (NL)
Australsk-fødte, men Amsterdam-bosatte Max Abysmal udtrykker sig et sted mellem elektronisk trommemaskine-funk, ambient techno, lo-fi house og start-halvfemser-jungle. Tjek eksempelvis hans nummer "Donna Don’t Stop" fra 2018 ud. – Spilledag: Fredag 31. maj, Distortion Ø

Nadia Rose (UK) – debutkoncert i DK
London-rapperen Nadia Rose tager ligesom mange af sine scenefæller, blandt andet fætteren Stormzy, udgangspunkt i lyden af Syd-Londonsk grime – en musikalsk blender, der trækker mindst lige så meget på moderne jamaicansk og vestafrikansk klubmusik som amerikansk hiphop. Singlen "Skwod" er et godt eksempel på hendes lyd. – Spilledag: Lørdag 1. juni, Distortion Ø

Rico Nasty (US) – debutkoncert i DK
Rapperen Rico Nasty var i sommeren 2018 på forsiden af det ikoniske musikmagasin The Fader, efter at hun havde signet med Atlantic Records på baggrund af en serie storsælgende mixtapes og singler. Forvent bastunge produktioner, direkte vokaler og en pågående attitude. – Spilledag: Lørdag 1. juni, Distortion Ø

Sassy J (CH)
Dj Sassy J's smag spænder vidt, fra et udgangspunkt i house og disco til broken beat, jazz og soul, som hun forvandler til et sammenhængende og dansevenligt hele. – Spilledag: Lørdag 1. juni, Distortion Ø

Soleima (DK)
Danske Soleima har efterhånden skabt sig en niche i dansk musik med sin særegne tilgang til pop og klubmusik. Vokalen er lys og karakteristisk, overfladen er poleret og velproduceret, men tekstuniverset rummer både splittelse, fortvivlelse og håb. Singlen "Cracks" har efterhånden gået sin sejrsgang rundt i Europa og er blandt andet spillet BBC Radio 1. – Spilledag: Fredag 31. maj, Distortion Ø

Young Marco (NL)
Young Marco er lyden af Amsterdam lige nu. Et syret og omskifteligt lydunivers, hvor synth-disco fint kan passe sammen med afrofunk og industriel techno, og hvor genrebetegnelser i det hele taget ikke har noget at skulle have sagt. – Spilledag: Lørdag 1. juni, Distortion Ø 
ANNONCE