GAFFA.dk - alt om musik
Album-aktuelle Mando Diao udgav Bang den 18. oktober, og nu løfter frontmand Björn Dixgård sløret for sine fem favorit-album nogensinde. De indeholder blandt andet en cool brite, en fri guitarist og en overjordisk artist.
Blur - Blur (1997)
─ En stor del af britpop-æraen i midten og slutningen af 90'erne er noget, jeg tit vender tilbage til. Men denne her plade er en plade, jeg især lytter til. Jeg mindes, hvor cool jeg syntes, det var, at Blur brød med deres sædvanlige lyd, og blev lidt mere hårde på det her album. "Beetlebum" og "You're So Great" er mine favoritter på albummet. "Beetlebum" har også en sygt fed video. Blur og Primal Scream har været en stor inspirationskilde for os i bandet til at vove, at eksperimentere både kreativt og produktionsmæssigt. Primal Scream med alt deres kraftige techno blandet med deres rock. Blur med deres grumme mash-ups, og alt inden for pop og... rock. Det skadede heller ikke, at jeg som ung syntes, at Damon Albarn var blandt de mest cool frontmænd overhovedet. Bare at være fra England syntes jeg var cool i sig selv.
Neil Young and Crazy Horse - Zuma (1975)
─ Hvis Jimi Hendrix gav mig lyst til at spille guitar som 12-årig (min mor lyttede meget til ham), så var det Neil Young, som gav mig lyst til at spille mindre "dygtigt". Han er ekstremt særegen i sin stil, og har vældig meget identitet i sit spil. Jeg læste et interview, hvori han fortalte, hvordan han bare lader fingrene vandre over guitaren uden at tænke for meget. Frihed. Hans tekster er også helt magisk gode. Zuma var den første plade jeg hørte med Neil og Crazy Horse. Han har optrådt i mange forskellige konstellationer, men jeg er mest vild med, når han er sammen med Crazy Horse. De skaber en fed småkunstig, men ekstremt bombastisk lyd, som giver mig lyst til at fylde tanken og køre en gammel rusten bil ned ad en grusvej. Ja, noget i den stil... Både det dystre, håndmalede omslag og Ode to Ochrasy-omslaget har vi vendt en del idéer til. Jeg har altid været stor fan af skitser og skriblerier i alle afskygninger. Musikken og sangene samt albummets vibe er magisk, med de mest simple og røv-cool sange, som findes.
LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Hæsblæsende og skørt
Linda Ronstadt, Emmylou Harris, Dolly Parton – Trio (1987)
─ Da jeg var lille og hjemme hos min farmor Margit i Borlänge, lyttede jeg ofte til en countrybox med såkaldt svensk country, hun havde bestilt fra en lokal boghandler. Rankarna og Kikki Danielsson med flere. Farfar var lokomotivfører og vant til at sove om dagen efter nattevagterne. På trods af at han var pensioneret, så bestod traditionen med at sove middagslur derhjemme. Basta. Han satte altid en plade fra countryboxen på. Jeg vænnede mig til og begyndte at kunne lide country, efter lidt velvillig hjernevask fra farmor. Da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg at lytte til Dolly Parton, fordi jeg syntes, hun sang så fedt, og jeg elskede "Jolene" og "9 to 5". Det fik mig også ind op Linda Ronstadt og Emmylou Harris. Jeg elsker de tre kunstnere højt. Det her album fik jeg af min mor på kassettebånd i begyndelsen af 90'erne, og det er en klassiker i mine øjne.
Dusty Springfield – Dusty In Memphis (1969)
─ Soulmusik, og især den ældre af slagsen fra 60'erne og 70'erne, har været en ekstremt vigtig inspirationskilde i min og vores musik. Jeg begyndte at synge for at efterligne Otis Redding, Aretha Franklin, Janis Joplin, Eric Burdon og andre singer-songwriters fra den tid. Jeg kunne tilbringe timevis i selskab med deres album. Det er den slags sangskrivning, jeg har lavet tidligere, resten har været med Mando Diao. Apropos store musikere har Elvis ikke sagt mig så meget, før CJ fra bandet viste mig Elvis In Memphis-pladen, og den fyldte mig fuldstændigt med alt muligt, fra måden musikerne spiller til Elvis' sang. I samme periode blev jeg også opmærksom på albummet Dusty In Memphis af Dusty Springfield. Jeg drog til Stockholm og købte pladen og blev mindst lige så glad for den som Elvis'. Iskold, chill og svedig soul fra den øverste hylde.
Björk – Debut (1993)
─ Den her skive symboliserer den periode i mit liv, da jeg var 12-13 år gammel og lånte min søsters værelse med, i mine øjne, et super-fedt stereo-anlæg. Jeg tror, det var et Phillips. En plastic-sag med dobbelt kassette-dæk, cd og vinyl i en og samme maskine. Det var fedt med den indbygede båndafspiller, så jeg kunne spille præcis, hvad jeg ville til bandet. Hun er seks år ældre end mig, så hun var ikke så meget hjemme på daværende tidspunkt, hvilket gav mig frit lejde til at gå i kast med hendes musiksamling. Der var blandt andet meget INXS, Michael Jackson, og en dag fandt jeg en cd med en, der hed Björk. Jeg satte den på, og stirrede ind i væggen i ekstase over, hvor fedt det lød. Det lød som musik fra en anden planet, med en røst som også var fra en anden planet. Sådan har jeg det fortsat, når jeg sætter det her album på. Den er grum og på mange måder meget speciel. Uden at det bliver for søgt. God stil, Björk.
