Nyhed

Tinderbox offentliggør de tre første hovednavne

GAFFA.dk – alt om musik

Tinderbox offentliggør de første artister til 2020-udgaven af festivalen.

Tinderbox præsenterer nu tre hovednavne – og seks yderligere acts til næste års plakat. Der er tale om Post Malone, Lukas Graham og Lenny Kravitz. Ydermere kan festivalgæsterne se frem optrædener fra Zara Larsson, Folkeklubben, Jonah Blacksmith, Oliver Heldens, Nonsens og Toby Green.

Amerikanske Post Malone er med raketfart blevet en af verdens mest populære artister. I sommer udgav Posty albummet Hollywood's Bleeding, der på nuværende tidspunkt stadig har tre singler i den danske top 50 på Spotify. I 2018 spillede han på Bøgecenen på Smukfest og blev øjensynligt venner med alle danske kendisser ved samme lejlighed. Vores anmelder kvitterede dengang med fire stjerner for hans optræden. 


LÆS OGSÅ: Hæs Post Malone gav Smuk alt, han havde

Rockstjernen Lenny Kravitz slår også vejen forbi Tusindårsskoven til sommer. Han gæstede Danmark så sent som i juni, og her kvitterede vores anmelder med fem stjerner under overskriften: "I love you – and I respect you". Kravitz' debutalbum udkom i 1989, og siden er det blevet til 11 studiealbum. Senest udgav han Raise Vibration i 2018. 

Lukas Graham behøver nok ikke nærmere introduktion på disse breddegrader. Efter debuten Ordinary Things fra 2011 har bandet, med christianitten Lukas Forchammer i front, opnået det eftertragtede udenlandske gennembrud. Nummeret "7 Years" har således nået milepælen 1 milliard Spotify-afspilninger, og bandet har turneret over det meste af verden. I sidste uge vandt de tre DMA-statuetter og blev dermed aftenens topscorer. 


Tinderbox bliver afholdt fra den 25. til den 27. juni 2020, og der er stadig billetter at hente. 

ANNONCE