Nyhed

Festival of Endless Gratitude lover anderledes festivaloplevelser

GAFFA.dk – alt om musik

Festival of Endless Gratitude byder fra torsdag den 12. september til lørdag den 14. september på et noget anerledes festival-lineup, når de i KPH Volume på Enghavevej byder på alt fra kultfigurer, albansk folkemusik til hybrid-techno.

Kultfiguren Jandek må siges at være et noget sjældent dyr på den amerikanske musikscene, der til trods for at have lavet musik siden 70'erne først begyndte at optræde live efter århundredskiftet. Jandeks første og hidtil eneste koncert på dansk jord i 2007 blev af GAFFAs anmelder kun tildelt én stjerne med ordene: "Der er uden tvivl tale om en koncertoplevelse, der er så meget ved siden af alle de konventioner, der har oparbejdet sig årti efter årti, og dét er en præstation, som skal belønnes med en enkelt stjerne". Festival of Endless Gratitude får således æren af at huse noget af et scoop, hvis optræden formodentlig bliver uforglemmelig.

– I alt præsenteres 22 danske og internationale musikere og visuelle kunstnere i høj klasse. Sammen
skaber vi en platform for eksperimenterende nicher og genrer i musikken og kunsten, som man ikke
finder magen til i Danmark, fortæller arrangørerne. 


LÆS OGSÅ: Mew giver jubilæumskoncert

Vokalgruppen Vlora of Independence kan opleves udøve albansk folkemusik, som er anerkendt af UNESCO som et af menneskehedens bevaringsværdige mesterværker. Af andre udenlandske kunstnere kan man opleve finske Stiletti-Ana og JESSE, franske Le Verdouble og Emmanuel Holterbach, hollandske Thomas Ankersmit, amerikanske Dire Wolves og tyrkisk-engelske G & D

Af danske artister vil Lyra Valenza, G.E.K. dannet af Maria Bertel fra Selvhenter og Johs Lund fra Yoyooyoy, Iris Bakker, Kiki Mora, Emilio Hestepis, Kelvin Brorson, Aron, Disarmer og JN & FGH DU—o også gæste festivalen. 


Festival of Endless Gratitude giver også sit publikum mulighed for at komme tættere på den amerikanske sangskriver og guitarist Robbie Basho, når de viser dokumentarfilmen The Voice of the Eagle – The Enigma of Robert Basho, som døde af en blodprop i 1986, kun 45 år gammel. Billetter til festivalen kan købes lige her

Varm op med en optagelse af Jandeks første koncert nogensinde tilbage i 2004 – det giver et indtryk af hans særlige stil:


ANNONCE