Nyhed

Stort country-navn giver koncert i Danmark

GAFFA.dk - alt om musik

Sturgill Simpson gæster Store Vega den 21. januar

Sturgill Simpson fra countryens hjerteland i Kentucky, USA har siden sit første selvudgivne album i 2013 for alvor markeret sig som en af genrens nye foregangsmænd. Nu annonceres det, at han kan opleves i Danmark i det nye år, når han gæster Store Vega den 21. januar.

Den 29. september er Simpson klar med det kommende album Sound & Fury; en plade som countrystjernen selv betegner som en "sleazy, steamy rock n'roll record". Og der er ikke så lidt at leve op til for amerikaneren, når det kommer til hans hidtidge diskografi. Blandt andet erhvervede han sig i 2017 en Grammy for Bedste Countryalbum med A Sailor's Guide to Earth – et album, der også blev nomineret til Årets Album ved samme prisuddeling. 


Simpson har gæstet Danmark ad tre omgange; første gang i Pumpehuset i 2014, senere på Tønder Festival året efter og senest i 2016, hvor han spillede på Avalon-scenen på Roskilde Festival. På sidstnævnte kæmpede han mod et besværligt og storsnakkende publikum, men formåede alligevel at hive fire ud af seks stjerner fra vores anmelder i land.

LÆS OGSÅ: Countryens frelser opslugt af publikums evindelige kævl

Billetter til arrangementet kan købes her fra fredag den 20. september klokken 10.00.
Se videon til Sturgill Simpsons seneste single fra Sound & Fury, "Sing Along", herunder.


ANNONCE