Nyhed

Mark Kozelek afviser anklager om seksuelt krænkende adfærd

GAFFA.dk – alt om musik

Truer med advokater

Den amerikanske sanger og sangskriver Mark Kozelek, især kendt fra indierock-projektet Sun Kil Moon, har nu kommenteret sidste uges anklager om seksuelt krænkende adfærd.

I Pitchfork fortalte tre kvinder, at de var blevet udsat for forskellige former for seksuelt grænseoverskridende adfærd i 2014 og 2017. Noget, som Kozelek nu afviser, efter at Pitchfork efter eget udsagn forgæves har forsøgt at få en kommentar fra ham gentagne gange.


LÆS OGSÅ: Mark Kozelek anklages for seksuelt krænkende adfærd

I en udtalelse på sin hjemmeside siger Kozelek:

"Det er vigtigt, at jeg offentligt og ubetinget benægter, at jeg har medvirket til de upassende og foruroligende hændelser, som er usandt beskrevet i medierne. Mens jeg støtter det vigtige arbejde med at få behandlet reelle anklager om seksuelt grænseoverskridende adfærd, afviser jeg de falske beskyldninger og antydninger i pressen for nylig."


Kozelek siger videre, at han har hyret et advokatfirma til at "undersøge og om nødvendigt retsforfølge alle, der medvirker til at sværte mig til i medierne."

Ifølge NME har Kozelek netop fået aflyst en britisk turné med Sun Kil Moon til november og februar som følge af beskyldningerne. Sun Kil Moon skal efter planen også spille i resten af Europa, herunder i Amager Bio 9. februar. Amager Bio har ifølge Ekstra Bladet ikke modtaget nogen officiel aflysning af denne koncert.

 


 

ANNONCE