Nyhed

VIDEOPREMIERE: Tim Schou synger om langdistanceforhold under corona

GAFFA.dk – alt om musik

I dag lander Tim Schous nye single “Where You Are”. En single, der udspringer fra en personlig bearbejdning af den længsel, der opstår, når ens kære er ude for rækkevidde

Den danske sanger har nemlig om nogen været langt væk fra den, han elsker, og har måttet acceptere langdistancens svære kår som følge af coronakrisen. Kæresten bor nemlig i USA.

“I don't care where you are, All around the world, I’ll have you in my heart,” synger Tim med sit eget langdistanceforhold i tankerne, alt imens han bevæger sig dansende og syngende rundt på en menneskeforladt setting omgivet af smukke sandklitter og en gylden sol i horisonten. En setting, der bliver symbol på en verden, sangeren føler sig alene i, uden sin elskede. 

Se videoen nedenfor – artiklen fortsætter under videoen:



Og budskabet er kun blevet mere relevant for sangeren, eftersom en planlagt genforening med kæresten måtte aflyses, da alle grænserne lukkede og fik afstanden til at føles endnu større, lyder det i en pressemeddelelse.

”Jeg kan huske, da vi skrev den første linje, “I look around the room, everyone is here except for you”, at jeg fik en klump i halsen. Den der følelse af ikke at kunne dele store og vigtige øjeblikke med den, man elsker, men samtidig vide, at de altid er med dig i hjertet. Det er en vild følelse, og jeg synes, sangen rammer præcis det,” fortæller Tim Schou.

Ifølge pressemeddelelsen blev de første linjer skrevet ved en pool i Californien sammen med danske Viktoria Hansen, hvor det først var Mike Green (Paramore, 5 Seconds of Summer), der lagde vokalsporene. Siden kom den i hænderne på Tyler Spry (OneRepublic, U2), der byggede til, for til sidst at finde sit endelige jeg i en kælder i Nørrebro hos Andreas Ringblom.

Sangen er bygget op af Tims akustiske guitarspil, hans emotionelle vokal og organiske instrumenter og emmer af en poppet finish.

Tim Schou står desuden bag P4-hittet “Acapella”, og vil i august være aktuel i en dokumentarserie på DR3 om Tim og hans følgesvend, fotografen Lukas Valentin. Til oktober spiller han solokoncert for fulde sale i Skuespilhuset, hvorefter han tager på turné på de danske spillesteder og blandt andet besøger Hotel Cecil.

Alt imens lægger han sidste hånd på sit debutalbum sammen med producerne Søren Christensen og Andreas Ringblom, et udspil som ventes i det nye år. 

Hør sangen på din foretrukne streamingtjeneste her

ANNONCE