GAFFA.dk – alt om musik
Det er nu offentliggjort, at singer-songwriteren døde af en overdosis.
I august gik sanger og sangskriver Justin Townes Earle bort, men det har indtil nu været uklart, hvad dødsårsagen var.
Den Nashville-fødte country/folk/americana-sanger og -sangskriver var familiefar og kun 38 år gammel, og han er søn af countrystjernen Steve Earle. Steve er på nuværende tidspunkt i gang med et hyldestalbum til Justin.
LÆS OGSÅ: Countrystjerne indspiller hyldestalbum til sin afdøde søn
Der var mistanke om overdosis, men først for nylig blev der foretaget en retsmedicinsk obduktion, som konkluderede, at det ganske rigtigt var tilfældet. På musikerens officielle Facebookside står der følgende:
– Tre måneder efter, at vi mistede Justin, har læger konkluderet, at årsagen til hans død var en utilsigtet overdosis af narkotika. Ved siden af alkohol og kokain afslørede obduktionsrapporten spor af fentanyl, der indikerer, at brugen af fentanyl blandet med kokain resulterede i en overdosis.
– Selvom Justin var meget åbenlyst bekymret over opioid-epidemien og farerne ved de ”lovlige” lægemidler, der blev uddelt af medicinalfirmaerne, blev han offer for en dødelig dosis fentanyl. Ulovlige stoffer blandet med fentanyl forårsager en enorm stigning i overdoser, hvilket gør kokainbrug til en endnu mere dødbringende vane.
– Hvis du eller en elsket kæmper med stofmisbrug, skal du vide, at du ikke er alene, og at du kan få hjælp. Mist ikke håbet. Med kærlighed og sundhed, Team JTE