Nyhed

BEDST LIGE NU: 12 nye og håndplukkede tracks

GAFFA.dk – alt om musik

Musikåret 2020 fortsætter i bedste stil med nyt fra blandt andet King Krule, La Roux og Christine and the Queens. GAFFA guider dig her til månedens bedste sange. Hør sangene på en playliste nedenfor.

Meek Mill ft. Justin Timberlake – "Believe"
Rapper Meek Mill og popsanger Justin Timberlake har slået pjalterne sammen og leveret det bedste af hver deres verdener. Resultatet af samarbejdet er den nye single ”Believe”, som forener iørefaldende popmelodier med et fængende rap-flow. Lad os håbe på, at der kommer mere materiale fra deres fælles front.  

La Roux – "Everything I Live For"
Det Caribiske Hav, bounty-strande, øde øer og kokosnød-drinks; en tropisk stemning spreder sig, når britiske La Roux spiller op til dans med sin melodiske synthpop. På ”Everything I Live For” drømmer man sig straks væk til varmere himmelstrøg, og det må da være den bedste kur imod Danmarks grå vinterdage.


Goss ft. Selma Judith – "Fighting for the Gospel"
Tidligere Reptile Youth-forsanger Mads Damsgaard Chrisensen, nu kendt som Goss, og elektropop-sangerinde Selma Judith har på skønneste vis forenet kræfter på den stemningsfulde ”Fighting for the Gospel”. Det er mørkt og små-melankolsk, men med et selvsikkert pop-islæt.  Især det fremragende ”fløjte-stykke” sender lytteren ud over den endeløse, amerikanske prærie.

Whethan ft. grandson – "All In My Head"
Energiniveauet er skruet op, når den amerikanske producer Whethan får besøg af den rockede trap-musiker grandson. ”All In My Head” trækker på future bass-genren og lyder som en kombination af The Chemical Brothers, Daft Punk og The Black Keys. Anbefales især, hvis du ikke kan få nok af Mura Masa og slowthais ”Deal Wiv It”.

JP Saxe – "Sad Corny Fuck"
Der er ikke lagt fingre imellem, når den canadiske JP Saxe beskriver sig selv på ”Sad Corny Fuck”. Men følsomheden bag den selvironiske facade berører én, når han synger: ”Now that you’re gone I’m just scared it’s still true/Love don’t get better than you”. Fremragende poppet country-folk a la Jack Johnson og Paul Simon.


Christine and the Queens – "People, I’ve Been Sad"
Christine and the Queens er igen i storform med sin franske charme og sans for melodi. Der er intet nyt under solen på den nye single, ”People, I’ve Been Sad”, men overbeviser i bedste synth-pop-stil blot lytteren, om at Christine and the Queens stadig er dronningen af de eftertænksomme og stemningsfyldte popsange.

Låpsley – "Womxn"
Med kun 23 år på bagen har den britiske sangerinde Låpsley formået at opnå international anerkendelse med sine art-poppede r&b-sange. Gode popmelodier er ikke til at fornægte, og med den varme synthesizer-lyd på singlen ”Womxn” er det umuligt ikke at blive revet med ind i hendes melodiske univers.    

Velvet Volume – "Lonely Rider"
Det er beroligende at vide, at den danske rock stadig er i gode hænder, så længe Velvet Volume eksisterer. De tre søstre sætter endnu engang strøm til hele svineriet på singlen ”Lonely Rider” og giver den gas i bedste Queens of the Stone Age- og Sonic Youth-stil. Det er sveddryppende højenergisk på et oktanfyldt niveau.


King Krule – "Alone, Omen 3"
Med et spritnyt album på gaden og en koncert i Danmark i K.B. Hallen den 7. marts inviterer King Krule endnu en gang på kærkommen jazzet indie-rock. ”Alone, Omen 3” er andensinglen fra albummet Man Alive! og forener igen den karismatiske King Krules tilbagelænede vokal med det slacker-agtige guitarspil. Übercool.

Moses Sumney – "Cut Me"
28-årige Moses Sumney leverer med sikker hånd sofistikeret soul fra bedste skuffe på det kunstneriske og originale nummer ”Cut Me”. På trods af dystre linjer som ”Masochistic kisses are how I thrive” bidrager den melodiøse og behagelige instrumentation med en let, sågar positiv, dimension til sangen.  

The White Album – "Mystery"
Tre år er der gået, siden den danske folk-gruppe The White Album udsendte sit andet album, Songs from the Sun. Men med annonceringen af albummet Colorama rører de nu på sig igen. Førstesinglen, ”Mystery”, viser endnu engang, hvordan trioen kan skabe maleriske lydbilleder med sin stemningskabende popfolk.  


Nicklas Sahl – "There For You"
Med radiohits som “New Eyes” og ”Planets” har den blot 23-årige Nicklas Sahl skabt et navn for sig selv som en af Danmarks største popstjerner lige nu. Den nye single ”There For You” cementerer Sahls sans for at kreere ørehængere og pointerer, at popmusik ikke altid drejer sig om kærlighed, men også kan omhandle venskaber.

Hør playlisten på Spotify:


ANNONCE