GAFFA.dk – alt om musik
FOOL udgiver ny single og annoncerer samtidig, at et debutalbum er på trapperne.
De gæstede VoxHall og Vega i weekenden. Nu er den danske pop-duo så klar med deres første single i det nye årti – nemlig ”Kids”. Se musikvideoen til ”Kids” øverst.
FOOL er en duo, som består af sanger Adrian Mikkelsen og producer Rasmus Jarby – sidstnævnte også bedre kendt som JABS. Duoen udgav deres første single ”Live a Little” tilbage i 2017 og har siden udgivet seks singler – alle med rimelig succes. De har dog stadig deres første album til gode.
Vi har talt med drengene om den nye single, deres syn på livet, og hvad fremtiden skal bringe.
Tillykke med den nye single. I jeres nye musikvideo ser man et tydeligt kammeratskab mellem jer – hvad betyder jeres venskab, og hvordan udfolder det sig i musikken?
– Vores venskab betyder alt – eller broderskab, som vi selv omtaler det. Alt, vi laver, er afhængigt af den her vibe, som vi begge er med til at bygge op. Vi stoler sygt meget på hinandens evner og intuition – og vi snakker med hinanden om alt.
Jeres nye single ”Kids” kredser meget om linjerne; ”Don’t let them make you cry – don’t let them crack your smile, feel like they want you to cry”. Hvem er det, I omtaler som “de”?
– “De” er verden, livet og det ustyrlige. Det refererer til en følelse, som vi tror, at alle kan nikke genkendende til – at verden til tider kan være stor og ond, og at det føles som om, at den indimellem vil have én til at lide og græde.
Med singler som ”Worry”, ”Live A Little”, “Outcast” og nu “Kids” synger I meget om det positive ved livet, at man skal leve livet og måske ikke bekymre sig så meget om, hvad andre tænker. Hvordan kommer det til udtryk i jeres eget liv?
– Ja det gør vi helt sikkert, og det er en positivitet, der ligger os meget nær. Vi snakker tit om, at hvis vi igennem musikken kan indgyde den samme positive følelse i andre mennesker, så har vi gjort noget godt og måske hjulpet mennesker til at få den føromtalte "onde" verden på afstand. Vi vil gerne være med til at aktivere potentialet i alle, så den enkelte kan blive den bedste, reneste og mest originale version af sig selv.
I jeres relativt korte levetid har i allerede produceret en del hits, nu igen forhåbentlig med ”Kids”. Kan vi måske være så heldige at se et album fra jer i nær fremtid?
– Ja! Vi har et album klar – eller næsten klar – og vi er super-psyched over det. Det er noget, vi gerne har villet producere længe, og vi glæder os til at vise, at vi er kommet for at blive, og at vi har meget mere på hjerte – albummet kommer senere i år.