GAFFA.dk – alt om musik
Det californiske stoner-rockband giver koncert i Pumpehuset 4. oktober
Det californiske stoner-rockband Fu Manchu kan i år fejre 30 års jubilæum for deres første single, "Kept Between Trees", og i år udgiver de også deres 13. studiealbum, opfølgeren til Clone of the Universe fra 2018. Der er derfor flere anledninger til at tage på turné, og det gør bandet så og kommer blandt andet forbi Pumpehuset i København den 4. oktober med det åndsbeslægtede Ohio-band Electric Citizen som opvarmning.
Fu Manchu blev dannet i 1985 og var oprindeligt et Black Flag-inspireret hardcore punkband, men ændrede gradvist udtrykket til den langsommere, tungere og psykedelisk inspirerede rock, der er blevet kendt som ”stoner rock”, og som Fu Manchu var bannerførere for sammen med navne som Kyuss, Monster Magnet og Sleep.
Bandet udgav deres debutalbum No One Rides for Free i 1994, og de har skiftet lidt ud i besætningen gennem årene, men siden 2001 har lineuppen bestået af sanger og guitarist Scott Hill, sanger og bassist Brad Davis, guitarist Bob Balch og sanger og trommeslager Scott Reeder.
Billetsalget til koncerten starter fredag 21. februar kl. 11.00 via livenation.dk og ticketmaster.dk.
LÆS OGSÅ: Hill og hans hulemænd er tilbage i veloplagt form
Varm op med "Tilt Official" fra 1995: