Nyhed

Texas gæster Danmark med albumkoncerter

GAFFA.dk – alt om musik

Den skotske poprock-gruppe fremfører debuten, Southside, på Train og Posten i november

Mere end 30 år er der gået, og 40 millioner album er blevet solgt siden Texas udgav debutsinglen ”I Don’t Want a Lover” i 1989. Singlen blev et globalt hit, og sammen med debutalbummet, Southside, satte den Texas på det musikalske verdenskort.

For at fejre Southsides 30 års jubilæum er Texas draget på albumturne, hvor de vil opføre pladen i sin helhed. I denne anledning lægger de vejen forbi Train i Aarhus den 12. november og Posten i Odense 13. november.


Ud over at fremføre hele Southside vil Sharleen Spiteri & co. også spille adskillige hits fra deres mangeårige karriere. Blandt de største hits kan 90’er-klassikere som ”Say What You Want” og ”Summer Son” og 2000’s ”Inner Smile” især fremhæves.

LÆS OGSÅ: Texas kæmpede, men tabte 

Med inspiration fra den tyske filminstruktør Wim Wenders klassiker, Paris, Texas” blev Texas dannet i Glasgow, Skotland, i 1987 af Sharleen Spiteri og bassist Johnny McElhone. Gruppen har i alt udgivet ni studiealbum, senest Jump on Board i 2017, der debuterede i top 10 i det meste af Europa.


Billetsalget starter fredag den 14. februar klokken 10.00 via spillestedernes hjemmesider.

Kom i koncertstemning med debutsinglen og albumåbneren, ”I Don’t Want a Lover”:


 

ANNONCE