Nyhed

Copenhell klar med fire nye navne

GAFFA.dk – alt om musik

Copenhell melder fire nye navne og få firedages billetter tilbage

The HU, Svartidauði, DENIAL OF GOD og Northlane slutter sig til allerede offentliggjorte P.O.D onsdag den 17. juni på dette års Copenhell.

Mongolske The HU spiller en særlig slags folkemetal – den såkaldte hunnu-rock, der skabes med hjælp fra traditionelle mongolske instrumenter og strubesang. Bandet blev dannet i 2016 og udgav i 2018 musikvideoerne til ”Yuve Yuve Yu” og ”Wolf Totem”, der tilsammen er blev set mere end 41 millioner gange. Gruppen har haft flere sange på Billboards Hot Rock Songs-hitliste og udgav i september 2019 debutalbummet ”The Gereg”, der sendte dem på deres første USA-turné. I forrige uge gav de en udsolgt koncert på VoxHall i Aarhus.


Svartidauði har siden deres dannelse i 2002 leveret black metal fra Islands kulde. Gruppen er kendt for deres iskolde lydunivers, hvor et kun lige akkurat kontrolleret kaos hele tiden bobler og syder  under overfladen af lange stemningsfulde passager. Svartidauði har udgivet en række demoer, ep’er og to album – det seneste i 2018 med titlen Revelations of the Red Sword.

Det ældste danske black metal-band, sønderborgensiske DENIAL OF GOD, har lige siden 1991 spillet med deres oprindelige besætning. Gennem snart 30 år har brødrene Ustumallagam og Azter finpudset bandets dystre musik og klassiske horror-univers uden at gå det mindste på kompromis med deres brutale oldschool-lyd.

Australske Northlane spiller eksperimentel progressiv metalcore med strejf af djent-elementer og elektroniske instrumenter. Gruppen blev dannet i 2009 og har siden da udgivet en lang række singler og fem studiealbum – det seneste udkom i august 2019 med titlen Alien.


Sammen med annonceringen af de fire navne melder Copenhell allerede nu få 4-dagesbilletter tilbage. 4-dages billetterne giver adgang til den ekstra opvarmningsdag (onsdag den 17. juni) samt til de tre primære festivaldage, som 3-dagsbilletterne dækker.

Copenhell 2020 finder sted på Refshaleøen i København i dagene 17.-20. juni.

Billetter kan købes på copenhell.dk


Varm op til Copenhell med The HU's "Wolf Totem": 

ANNONCE