Nyhed

King Krule annoncerer nyt album

GAFFA.dk – alt om musik

Albummet med titlen Man Alive! udkommer den 21. februar 

Den britiske singer-songwriter King Krule, med det borgerlige navn Archy Marshall, har netop annonceret udgivelsesdatoen på sit kommende album Man Alive!, der udkommer den 21. februar. Med annonceringen følger også lanceringen af Archy Marshalls første selvinstruerede musikvideo til nummeret ”(Don’t Let The Dragon) Draag On”.

Marshalls kærlighed til biograffilm skinner igennem i instruktionen af videoen ”(Don’t Let The Dragon) Draag On” og trækker især på inspiration fra Carl Th. Dreyers stumfilmklassiker ”Jeanne d'Arcs lidelse og død” fra 1928 – dog uden at give slip på King Krules vanlige visuelle univers.


Man Alive! bliver King Krules tredje studiealbum og følger op på sidste års ”Hey World!”-video, hvor Marshall leverede akustiske versioner af fire nye sange. Den unge brite debuterede allerede som 19-årig i 2013 med albummet 6 Feet Beneath the Moon. Et album, som hurtigt propellerede ham i høj agtelse blandt verdens musikanmeldere. Hans udefinerbare og kompromisløse stil imponererede og imponerer stadig vidt og bredt. Krules andet album, The OOZ fra 2017, begejstrede GAFFAs anmelder i sådan en grad, at der blev kvitteret for pladen med seks ud seks stjerner.

LÆS OGSÅ: Rødvinen var så god, at jeg drak hele flasken

Man Alive! udkommer både som standard-vinyl, som limited edition hvid 12” og som en såkaldt indie-version med bonus-flexi disc, der inkluderer en "Hey World!"-version af sangen "Perfecto Miserable".


Albummet kommer lige i hælene på den verdensturné, King Krule offentliggjorde tilbage i november 2019, hvor han kunne meddele den glædelige nyhed, at han også lægger vejen forbi Danmark og spiller i K.B. Hallen den 7. marts 2020.

LÆS OGSÅ: King Krule kommer til Danmark

Man Alive! indeholder følgende sange:


1. Cellular
2. Supermarché
3. Stoned Again
4. Comet Face
5. The Dream
6. Perfecto Miserable
7. Alone Omen
8. Slinsky
9. Airport Anenatal Airplane
10. (Don’t Let The Dragon) Draag On
11. Theme For The Cross
12. Underclass
13. Energy Fleets
14. Please Complete Thee

Se videoen til ”(Don’t Let The Dragon) Draag On” her:


 

ANNONCE