Nyhed

Postmodern Jukebox bringer tidens hits i 1920'er-versioner til Danmark

GAFFA.dk – alt om musik

1920'erne møder 2020 i Amager Bio i november

Amerikanske Postmodern Jukebox, tidligere kendt som Scott Bradlee's Postmodern Jukebox, giver koncert i Amager Bio 1. november.

Musikkollektivet er kendt for at fortolke de senere årtiers hits i swing- og jazzversioner med inspiration fra 1920'ernes musikscene, og da det jo er 100 år siden, kan man på sin vis sige, at bandet markerer en slags jubilæum. Gruppens bandleder, pianist Scott Bradlee udtaler i en pressemeddelelse:


"Sidste gang gav 20'erne os jazz, Amerikas eneste sande kunstform. Hvem ved, hvad der kan lade sig gøre i 2020'erne? Én ting, der er sikkert er, at en masse folk er trætte af clickbait-overskrifter, hjernedødt reality-tv og smartphone-afhængighed, der kun har isoleret folk. Vi bruger vores lille hjørne af det popkulturelle rum for at fortælle folk, at de skal glemme deres problemer og komme til os for på én aften at fejre musikalsk talent og tidløs stil – live og i virkeligheden."

Postmodern Jukebox blev dannet i 2009 og har opnået mere end en millard YouTube visninger, 3,5 millioner YouTube-abonnenter og mere end 2,1 millioner fans på Facebook. I løbet af de sidste seks år har gruppen turneret verden rundt og har spillet hundredevis af udsolgte koncerter. 

Blandt bandets største hits kan nævnes deres fortolkninger af Radioheads "Creep", The White Stripes' "Seven Nation Army" og Meghan Trainors "All About that Bass".

LÆS OGSÅ: SIDSTE CHANCE: Afstemningen til GAFFA-Prisen 2020 lukker fredag

Billetsalget til koncerten begynder fredag den 31. januar klokken 10 via ticketmaster.dk og amagerbio.dk


Se Postmodern Jukebox fortolke The White Stripes' "Seven Nation Army":

ANNONCE