Nyhed

Rush-trommeslageren Neil Peart er død

GAFFA.dk – alt om musik

Den progressive trommeslager er død af kræft i hjernen, 67 år gammel

Neil Peart, trommeslager og primær tekstforfatter i det progressive canadiske rockband Rush er død i Santa Monica, Californien, 67 år, skriver Rolling Stone. Dødsårsagen var kræft i hjernen, som Peart i al diskretion havde været ramt af i tre år. Tilbage i 2015 udtalte han, at han indstillede karrieren.

Sammen med sanger og bassist Geddy Lee og guitarist Alex Lifeson udgjorde Peart trioen Rush. Bandet blev dannet i Toronto i 1968, om end Peart først kom med i 1974, efter den oprindelige trommeslager John Rutsey forlod trioen grundet helbredsproblemer. Samme år udgav gruppens deres selvbetitlede debutalbum, og de udsendte i alt 19 studiealbum, senest Clockwork Angels fra 2012.


LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Canadisk progtrio forbløffer igen

Blandt Rushs mest kendte album kan nævnes Moving Pictures fra 1981, der solgte firdobbelt platin i USA. Gruppen blev nomineret til syv Grammyer, blev indlemmet i Rock & Roll Hall of Fame i 2013 og afsluttede deres sidste turné i 2015. I 2018 erklærede de sig officielt for opløst. Alene i USA nåede de at sælge mere end 25 millioner plader. Blandt de mange bands og musikere, der har hyldet Rush som en inspiration, kan nævnes Dream Theater, Metallica, Porcupine Tree, Tool og Nine Inch Nails' Trent Reznor.

Peart var kendt og lovprist for sin virtuose stil, som var en central del af Rushs symfoniske udtryk. Han begyndte at spille trommer som 14-årig og var i sin ungdom især inspireret af The Whos Keith Moon og Led Zeppelins John Bonham, men var senere også påvirket af jazz.


Rolling Stone kårede ham i 2016 til alle tiders fjerdebedste trommeslager, kun overgået af Ginger Baker (Cream) og netop førnævnte Keith Moon og John Bonham.

Som tekstforfatter var Peart, især på gruppens tidlige plader, inspireret af science fiction, ikke mindst den russisk-amerikanske forfatter Ayn Rand (1905-1982). Han skrev selv syv non-fiction-bøger, især rejseberetninger.

Neil Peart efterlader sig sin kone og en datter på 10 år. Hans første datter døde som 19-årig i en bilulykke i 1997, og hans mangeårige samlever døde året efter af kræft. 


Rush nåede aldrig at give koncert i Danmark, men besøgte Sverige flere gange, senest Sweden Rock Festival 2013, hvor GAFFAs anmelder var forholdsvis tilfreds.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Sweden Rock Festival 2013 – The Boys Are Back In Town

Se Rush fremføre klassikeren "Tom Sawyer" fra 1981 – læg især mærke til Pearts spil i mellemspillet fra to minutter inde:

ANNONCE