GAFFA.dk – alt om musik
"Skærmtrold" er ude nu
I slutningen af maj og begyndelsen af juni var de danske medier fulde af kommentarer om Ekstra Bladets musikanmelder Thomas Treo, som musikeren Lydmor i et indlæg på GAFFA.dk beskyldte for at være sexist.
LÆS OGSÅ: LYDMOR-KOMMENTAR: Så er det nok, Ekstra Bladet
Diskussionen resulterede blandt andet i to live-debatter mellem Lydmor og Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen i henholdsvis TV's Go'Aften Danmark og DR2's Deadline. Herefter stilnede debatten lidt af igen, men nu lægger Nikoline og Bisse op til en fornyet diskussion. I hvert fald har de netop udgivet den fælles single "Skærmtrold", som er en kritisk sang om netop Thomas Treo og debatkulturen på Ekstra Bladets hjemmeside. På coveret optræder Bisse forklædt som Thomas Treo iført en T-shirt med streg over et billede af Nikoline.
I sangen rapper Nikoline blandt andet, at Ekstra Bladet er "ugebladet for racister" og "Treos kloak-patriark-kakerlak-rakkerpak er finansieret af sorte penge fra Madsens Kingpin-trafficking".
Bisse synger blandt andet: "Jeg er skærmtrolden Treo (...) Jeg ku' ikke få den op at stå, men så havde jeg min store fede, stive pen" (...) Det var min form for penetrering, jeg ved ikke, om jeg trængte igennem. Det er ensomt at hade andre, hvis jeg bare havde fået noget kærlighed."
GAFFA har kontaktet Nikoline og Bisse for at høre, hvorfor de har udgivet sangen om Thomas Treo:
Skærmtroldene trænger bare til noget love
Til GAFFA udtaler Nikoline i en sms: "Det har været smaddersjovt at arbejde med Bisse. Vi har lavet nummeret "Skærmtrold" i anledning af, at vi skulle have optrådt til Ekstra Bladet Live i aften (fra Parken, red.) og har set sindssygt meget frem til at dele nummeret med alle. Vi kunne ikke have lavet det uden Ekstra Bladet, som har inspireret vores samarbejde. Tidligere i dag opstod der desværre nogle uforudsete omstændigheder, som har medført en aflysning af koncerten i aften – men vi håber at kunne optræde med nummeret live på et senere tidspunkt. Skærmtroldene trænger bare til noget love."
Til GAFFA skriver Bisse i en mail: "Vi tænkte bare, at Treo trængte til at få kærligheden at føle️" efterfulgt af en hjerte-smiley.
GAFFA har forsøgt at få en kommentar til sangen fra Thomas Treo, men han holder ferie til og med den 10. august.
Thomas Treo har i øvrigt givet kritiske anmeldelser til både Bisse og Nikoline. Tilbage i 2017 uddelte han to stjerner til Bisse på Heartland, mens det kun blev til en enkelt stjerne til Nikoline på Smukfest 2019.
På spørgsmålet om, hvorvidt den kritiske anmeldelse også har haft indflydelse på udformningen af sangen, svarer Bisse:
"Haha, jo ligesom Corfitz Ulfeldt (dansk forrædderidømt rigshofmester, 1606-1664), er jeg en af dem, som ikke glemmer gammelt fjendskab."
Det er ikke første gang, Bisse skriver kritiske sange om aktuelle personer. Han har tidligere skrevet sange om den nu svindeldømte Britta Nielsen og den svindelmistænkte rigmand Sanjay Shah, begge på sidste års album Tanzmaus. Også Nikoline har været ude at kritisere konkrete personer, for eksempel tidligere finansminister Bjarne Corydon og den daværende integrationsminister Inger Støjberg på sangen "Flertallet er dumme" fra 2017.
Det er temmelig sjældent, at danske musikanmeldere er genstand for sange, men tilbage i 1982 udgav Shu-Bi-Dua nummeret "Billen på bladet", en lille stikpille til en af datidens førende anmeldere, nu afdøde Torben Bille, der dengang skrev for Politiken. Hør sangen her: