GAFFA.dk - alt om musik
Næsten halvdelen af de danske koncertgængere købte i 2018 billet til koncerter med over 500 tilskuere. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som i fremtiden til lave flere undersøgelser af livebranchen.
I sidste uge kritiserede blandt andre Dansk Industri og koncertarenaen Royal Arena regeringens coronaregler for afholdelse af koncerter. Ifølge reglerne må man blandt andet maksimalt samle 500 personer til en koncert, hvilket vil give massive underskud for flere af de danske spillesteder.
LÆS OGSÅ: Koncertarena og Dansk Industri i opråb: Koncerter med 500 tilskuere giver massive underskud
Ifølge tal fra Danmarks Statistik er det kun én ud af 10 danske koncerter, der har en kapacitet på 500 publikummer eller derover. Til gengæld er det netop disse store koncerter, der får halvdelen af det danske koncertpublikum til at købe billet og gå til koncert.
I en ny analyse af koncertåret 2018 fremgår det, at de danske koncerter blev overværet af 7,6 millioner publikummer, og at der i halvdelen af tilfældene var tale om koncerter med mere end 500 publikummer. I omtrent en fjerdedel af tilfældene var der tale om koncerter med over 5.000 tilskuere.
Tallene viser også, at knap hver tredje koncertgæst gik til en koncert med under 200 tilskuere.
LÆS OGSÅ: Joy Mogensen om kriseramt musikbranche: "Vi følger udviklingen nøje"
Undersøgelsen er den første i en ny række af årlige analyser af livemusikken lavet af Danmarks Statistik. I fremtiden vil undersøgelserne også inkludere aktørerne på og bag scenen.
Læs mere og dyk ned i tallene her.
