Nyhed

Palace Winter udgiver single og annoncerer album og turné

GAFFA.dk – alt om musik

”Top of the Hill” gæstes af Lowlys Soffie Viemose, og til efteråret udsender bandet deres tredje album. 

Dansk-australske Palace Winter er ude med singlen ”Top of the Hill”, der gæstes af Lowlys Soffie Viemose, og som er den første single fra et album, der udkommer den 23. oktober. Albummet har ligeledes gæstevokaler fra danske Penny Police og amerikanske Jason Lytle, også kendt som forsanger i indierockbandet Grandaddy.

Palace Winter består af den australske forsanger og guitarist Carl Coleman og den danske instrumentalist og producer Caspar Hesselager, og duoen blev etableret tilbage i 2014.


Bandets nye singleudgivelse ”Top of the Hill” er et resultat af Colemans oplevelser i hans midlertidige hjem på Tenerife.

– Jeg vandrede rundt på den her underlige vulkanø. Retrohotellet var som et glemt kursted i paradis. Det hele føltes som en David Lynch'sk virkelighed. Caspar sendte mig de her synth-hooks og tromme-loops fra Danmark, og jeg begyndte at finde på melodier og lyriske idéer, som jeg optog på min telefon, fortæller Coleman.

Singlen og hele det kommende album er skabt ud fra to forskellige miljøer, da Caspar har været i Danmark, og Carl har været på Tenerife under processen. Derfor bærer albummet både lyrisk og musikalsk også præg af de to forskellige virkeligheder og udgangspunkter, de to herrer har haft.


– Som med alle vores albums opstår inspirationen til musikken de mindst åbenlyse steder, og når vi går ud på ukendt terræn, fortæller Hesselager.

Det kommende album Keep Dreaming, Buddy bliver bandets tredje af slagsen, Palace Winter udgav deres debutudgivelse Waiting for the World to Turn i 2016 og opfølgeren Nowadays i 2018. Begge albums affødte fem stjerner fra GAFFAs anmeldere, og det bliver spændende, om bandet kan leve op til forventningerne på deres kommende udgivelse. 

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Indierock i international klasse


Med albummet tager Palace Winter på turné til marts næste år, hvor de vil besøge seks byer. Billetter til touren er endnu ikke i salg, men du kan følge med i udviklingen lige her.

Overblik over turné:

5. marts, Toldkammeret, Helsingør


6. marts, Studenterhuset, Odense

10. marts, Gimle, Roskilde

11. marts, Lille Vega, København


12. marts, Radar, Aarhus

13. marts, Harders, Svendborg

 


LÆS OGSÅ: Palace Winter er en ny, lysende stjerne på den danske musikhimmel

 

Tracklisten til Keep Dreaming, Buddy:


Monument Eyes

Won’t Be Long

1996


Top of the Hill featuring Lowly

Richard (Says Yes) featuring Penny Police

Keep Dreaming, Buddy


The Deeper End featuring Jason Lytle

Control

Rose


Lava Moving over the Land

 

Lyt til “Top of the Hill” lige her:

ANNONCE