Nyhed

Den Grammy-vindende sangerinde Betty Wright er død

GAFFA.dk – alt om musik

Den amerikanske soul- og r&b-sangerinde Betty Wright, der stod bag numre som ”Clean Up Woman” og ”Where Is The Love”, er gået bort. Hun blev 66 år.

Soul-sangerinden Chaka Khan efterspurgte i sidste uge folks bønner, da hun i Twitter-opslag skrev, at hun bad for Betty Wright. Nu er Wrights død blevet bekræftet af hendes niece, skriver NME.

Det er endnu ikke offentliggjort, hvad Betty Wright døde af, men ifølge TMZ fik hun konstateret kræft sidste efterår.

Den Miami-baserede sangerinde opnåede stor succes i en alder af blot 18 år, da hun udgav singlen ”Clean Up Woman”. Sangen nåede senere en sjetteplads på Billboard-hitlisten og er blevet solgt i over én million eksemplarer.


LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Redningen af den danske musikbranche er et fælles projekt

Wright startede sit eget pladeselskab i 80'erne og indspillede herefter singlen ”No Pain (No Gain)”, der gik guld i USA. Hun har modtaget en Grammy for bedste r&b-sang med ”Where Is The Love”, som hun skrev i samarbejde med medlemmer fra KC & The Sunshine Band. I 2005 modtog hun sin anden Grammy – denne gang som medproducer på Joss Stones album Mind Body & Soul.

Betty Wright – ”Clean Up Woman”:



ANNONCE