GAFFA.dk – alt om musik
Det bliver helt Ude Af Kontrol, når tramper-trioen gæster fem af Danmarks største byer i løbet af foråret og sommeren.
DRIVE IN – LIVE har netop offentliggjort Englando, Balken og Munken alias Ude Af Kontrol til deres drive in-arrangementer. Dermed er der dømt knallert-musik for alle feststemte bilister.
Ved siden af navne som L.O.C., Malk De Koijn, Mads Langer, Annika Aakjær, Claus Hempler og Teitur bringer de tre gutter festlighederne til København, Herning, Aarhus, Aalborg og Odense fra slut-maj til midt-juni.
Turnéplanen ser ud som følgende:
København, den 29. maj
(Københavns Lufthavn - Parkering P19)
Herning, 30. maj
(Landsskuepladsen ved MCH)
Aarhus, 5. juni
(P-Scenen på Tangkrogen)
Aalborg, 6. juni
(Aalborg Lufthavn - Parkering P3)
Odense, 13. juni
(Jyske Bank Arena - Parkering)
Ude Af Kontrol, der går under de borgerlige navne Daniel Balken, Joachim Rouse og Mark Løvendahl, har de seneste år opnået mange millioner streams på Spotify med numre som ”Velsignet – Har det godt pt. 2”, ”næ”, ”Op A” og ”Jantelov”. Senest var Ude Af Kontrol de første til at spille til Fredagsrock i et publikums-tomt Tivoli, som blev transmitteret live på TV2 Zulu.
Billetsalget starter tirsdag den 19. maj klokken 12.00 via Ticketmaster.dk.
LÆS OGSÅ: Drive In – Live annoncerer nye navne til programmet
DRIVE IN – LIVE-koncerterne opleves bag egen forrude, og derfor får Ude Af Kontrols partybanger ”Moshpit” nok også en lidt anderledes modtagelse end normalt.
DRIVE IN – LIVE vil have plads til cirka 600 biler til hver koncert, og man kan høre lyden igennem sin bilradio.
Glem al kontrol og gå amok til ”Fugtig”: