GAFFA.dk – alt om musik
"Vi vil afbøde de økonomiske konsekvenser ved at give en rimelig kompensation"
Regeringen kommer nu spillesteder og koncertarrangører, der står til at tabe penge som følge af aflyste koncerter oven på coronavirus-forstaltningerne, i møde. Det har erhvervsminister Simon Kollerup (S) netop fortalt på et pressemøde.
– Vi vil afbøde de økonomiske konsekvenser ved at give en rimelig kompensation. Vi dækker ikke for alle afledte konsekvenser og heller ikke et forventet overskud, siger erhvervsminister Simon Kollerup ifølge DR.dk
Fredag den 6. marts opfordrede statsminister Mette Frederiksen arrangører til at udskyde eller aflyse alle arrangementer med mere end 1.000 deltagere for at undgå spredning af coronavirussen. Imidlertid var der tale om en opfordring og ikke et påbud, og det kan give økonomiske problemer for blandt andre koncertarrangører og spillesteder. Det fortalte deres brancheorganisation Dansk Live dengang.
– Det skyldes, at man i forhold til kontrakter med bands ofte løber på en udfordring med, at agenten for en international artist ikke vil acceptere opfordringen om ikke at gennemføre store koncerter som en gyldig grund til at aflyse eller udskyde en koncert, sagde sekretariatschef i Dansk Live, Esben Marcher til DR.dk og fortsatte:
– For koncertarrangører vil det være et bedre værktøj i dialogen med samarbejdspartnere, hvis det var et decideret forbud frem for en opfordring.
Problemet er, at koncertarrangørerne i tilfælde af aflysninger både risikerer at skulle betale kunstnerne deres honorarer og give publikum pengene tilbage, og dermed tabe store penge.
LÆS OGSÅ: OVERBLIK: Det gør spillestederne efter Mette Frederiksens corona-melding