Nyhed

Udskiftning i sangskatten: Den 19. udgave af Højskolesangbogen er landet

GAFFA.dk – alt om musik

Den ypperste inkarnation af den danske sangskat, Højskolesangbogen, er blevet fornyet.

Den traditionsrige sangbog er netop udkommet i sin 19. udgave. Højskolesangbogen har status som nærmest et opslagsværk over, hvad der er såkaldt kanon i dansk musik, digtning og fællessang. Mange af de udødelige sange som ”I Danmark er jeg født”, ”Den Signede Dag” og ”I Skovens Dybe, Stille Ro” er med – også i den nye udgave.

Men en del sange har måttet lade livet for nyere kreationer, der fremlægger et mere moderne verdenssyn. Optaget i den nye udgave er dog også lidt ældre sange, der er ved at blive til nyklassikere, som Kim Larsens ”Langebro” og ”Jutlandia” samt Albertes ”Lyse Nætter” med flere.


Efterhånden har også en del engelsksprogede sange fundet vej ind i Højskolesangbogen. I sidste udgave blev for eksempel ”Amazing Grace” og ”What A Wonderful World” optaget, og disse er også med i den nye sangbog; de får sågar følgeskab af John Lennons ”Imagine”, Leonard Cohens “Hallelujah” og Stings “Fields Of Gold”, som alle er nyoptagede, engelsksprogede sange i bogen.

Det blev dog aldrig en succes med oversættelserne af de danske sange ”Se, nu stiger solen” (See, the golden sun from the ocean rise) og ”Det er i dag et vejr” (Oh, what a day today), som ellers var et interessant eksperiment i den 18. udgave. Disse er blevet udeladt i den nye, 19. udgave.

Det skal i det hele taget tages nogle svære valg og fravalg, når et begrænset antal sange skal udpeges som videreførelse af dansk kulturarv. Selvom antallet af sange er gået fra 572 til 601, er hele 122 sange udgået fra sidste udgave. Mange af dem er salmer og folkeviser, men også sange som ”Danmark” af Shu-Bi-Dua har måttet give pladsen videre – vi understreger dog, at udvælgelsesprocessen skete en del tid, inden Michael Bundesen forlod verden.


Udvalget skriver: ”Når en sang forlader Højskolesangbogen, kan der være flere grunde. Det kan have noget at gøre med sangbarhed, eller være baseret på en vurdering af, at sangen har haft sin aktualitet, og at den må vige for at gøre plads til mere tidssvarende sange. Højskolesangbogens udvikling er en evig vekselvirkning mellem tradition og fornyelse.”

Om udeladelsen af "Danmark" skyldes linjen "De varme lande er noget lort", vides ikke – vi har uden held forsøgt at få en kommentar fra formanden for sangbogsudvalget, Jørgen Carlsen. Vi vender tilbage, når vi har talt med ham.

Over for Radio4 afviser Jørgen Carlsen dog, at linjen har noget at sige i denne sammenhæng.


– Vi har betydelig mere fornærmende sange i bogen end denne temmelig uskyldige, drengede vittighed, fastslår han over for Radio4.

Til gengæld er 151 sange blevet optaget, og ud over de allerede nævnte, vil vi her give et skud ud til ”Når Jeg Bli’r Gammel” af Gnags, den muslimsk-tematiserede ”Ramadan i København” af Isam B, ”Dansevise” af Grethe & Jørgen Ingmann, ”Penny Lane” af The Beatles og ”Kys Det Nu, Det Satans Liv” af TV-2. Desuden har 14 sange fået sat ny melodi til i den nye udgave.

Du kan se den komplette liste over de 601 sange i 19. udgave af Højskolesangbogen på den officielle hjemmeside, hvor du også kan se, hvilke sange, der er blevet valgt fra og til siden sidste version.


ANNONCE