Nyhed

Hiphop-legende giver Instagram-shoutout til dansk upcoming kunstner 

GAFFA.dk – alt om musik

Store verdensstjerner holder åbenbart også øje med, hvad der rører sig på hiphop-fronten herhjemme i lille Danmark.

I tirsdags sendte hiphop-legenden Ty Dolla $ign nemlig et virtuelt shoutout over Instagram til den upcoming danske kunstner Gobs.

Det sker i forbindelse med en Instagram-story, hvor Ty Dolla $ign reklamerer for sin seneste single “Expensive” med Nicki Minaj som featuring. Meget overraskende kommer der til sidst i videoen et:

“Og Gobs, fortsæt det gode arbejde, bro”.

En yderligere forklaring får vi ikke. Men hurtigt spredte rygtet sig i Instagram-land på flere hiphop- og urban-blogs.

LÆS OGSÅ: Hvorfor hader så mange Volbeat?

For at få lidt perspektiv, så er Gobs altså et af de helt nyeste skud på hiphop-stammen, og bag navnet gemmer sig en ung mand fra Roskilde ved navn Victor Gaarboe på bare 20 år.

Gobs har udgivet en række singler, der alle har modtaget flot opbakning især inden for det danske urban-miljø. Særligt single “Startede Sammen” gav i efteråret 2019 bred genklang i det danske urban-landskab og brød tilmed gennem muren til et større publikum med Gobs’ første top-chart-placering. Sangen spredte sig hastigt, og gennem sociale medier fik den især god medfart. Flere hundrede mennesker delte sangen inden for det første døgn, og iblandt dem var flere prominente aktører inden for hiphop-miljøet i Danmark.

LÆS OGSÅ: Hvorfor er der så få kvinder, der griber guitar, bas og trommer?

Nu vidner det dog imidlertid om, at musikken også er nået ud over de danske kyster.

– Begge artister er signet hos os (Warner Music) og nogle gange opstår der connections, vi ikke helt er herrer over. Jeg synes, det er virkelig glædeligt, at artister i Ty Dolla $igns størrelse følger med og er åbne for at vise noget kærlighed til nye spillere i gamet, fortæller Mathias Madsen der er International Product Manager fra Warner Music Denmark.

ANNONCE