Nyhed

Lars Ulrich afslører had til Metallica-sang: “Det lyder virkelig akavet i mine ører”

GAFFA.dk – alt om musik

I et nyt interview til mediet Vulture løfter Lars Ulrich sløret for, at der findes én helt specifik Metallica-sang, han bare ikke vil høre igen.

Ja, du læste rigtigt.


I interviewet fremhæver han sin foragt for nummeret “Eye of The Beholder” fra ...And Justice For All-albummet fra 1988. Et album, der ellers modtog bred anerkendelse, men siden også har fået kritik fra fans, der blandt andet har kritiseret manglen af basguitar på pladen.

Lars Ulrich mener også, at det ene nummer i hvert fald ikke er værd at lytte til. Og da han bliver spurgt om, hvorfor han har det sådan, lyder svaret:

“Uanset, hvor jeg hører den sang, lyder det lidt som om – og lad mig forsøge ikke at være alt for respektløs nu – at nummeret virkelig bliver tvunget igennem. Det lyder, som om du forsøger at banke en firkantet pind igennem et rundt hul. Det lyder, som om nummeret har to forskellige rytmer”.

LÆS MERE: Metallica var parat til at indspille mere med Lou Reed

En skizofren lyd
Giver man “Eye of The Beholder” et lyt, kan man da også være fristet til at give Lars Ulrich ret. For nummeret er da lidt… skizofrent, kan man måske kalde det. Det er i hvert fald ikke et nummer, man bare lige læner sig tilbage til og nyder. Og det er måske heller ikke den kategori, Metallicas numre overordnet set falder ind i, men tager man det legendariske nummer “One” fra samme plade, har sangen altså en helt anden harmoni og helhed.

Ifølge Lars Ulrich er det også taktarten, den er gal med:

“Der er en slags 4/4-følelse i introen og på verserne, og så tror jeg, at omkvædene er spillet i valse-takt. Det lyder bogstavelig talt som to forskellige verdener, der gnider mod hinanden. Det lyder virkelig akavet i mine ører”, fortæller han til Vulture.


LÆS OGSÅ: Her er årets mest læste liveanmeldelser

Lars Ulrich indrømmer også i sit interview til Vulture, at han i det hele taget “ikke lytter til meget Metallica-musik”. 

"En del af det handler om, at jeg bliver lidt for analytisk om detaljerne. Det er nærmest umuligt for mig at lytte til en Metallica-sang uden at tænke: Hvordan er lydene? Hvordan lyder mixet? Hvordan lyder guitaren? Er sangen for høj, bassen for høj?”, forklarer trommeslageren.

Forsvarer stærkt kritiseret lilletromme  
Tilbage i juli måned kunne vi her på GAFFA bringe historien om at Lars Ulrich forsvarer Metallicas album St. Anger fra 2003, hvis lilletrommelyd er blevet kaldt den værste i historien. Så det går tydeligvis også den anden vej rundt.

“Lilletrommen resonerer ildevarslende og ude af kontrol. Guitarerne rumler og buldrer. Det er lige ved, at det er for meget af det gode.”

Sådan skrev GAFFAs anmelder i 2003, da Metallica udgav deres ottende studiealbum St. Anger. Og anmelderen var ikke alene. Udgivelsen fik en blandet modtagelse af fans og andre anmeldere. Flere kritisterede albummets produktion, og særligt albummets lilletromme fik hårde ord med på vejen. Den blev beskrevet som tynd og irriterende og den værste lilletrommelyd i historien.


LÆS OGSÅ: The Black Album af Metallica er igen på Billboard – har nu været der i 580 uger 

Men i juli måned blev lilletrommen altså forsvaret af manden, der selv slog på den. I et interview med SiriusXM udtalte Lars Ulrich:

"Jeg står ved det 100 procent, fordi det var sandheden i det øjeblik. Det er bare min personlighed. Jeg kigger altid fremad og tænker altid på den næste ting.”

Han forklarede desuden, at lyden af lilletrommen opstod under en session, hvor han havde glemt at spænde seidingen, og at han selv syntes, at dén lyd var fed.

Og det er ikke første gang, at Lars Ulrich er ude at forsvare en af Metallicas plader. I august kunne vi på GAFFA igen bringe en historie om trommeslageren, der forsvarede 2011-albummet Lulu – igen i et interview med SiriusXM. Albummet fik i sin tid overvejende dårlige anmeldelser, og ifølge Lou Reed (som de indspillede pladen med dengang) modtog han dødstrusler fra vrede Metallica-fans i forbindelse med udgivelsen.

Du kan læse Lars Ulrichs forsvar lige her

ANNONCE