Nyhed

Brockhampton udskyder show – og giver ekstrakoncert

GAFFA.dk – alt om musik

Hiphop-boybandet kan opleves to gange i januar 2022

Den udsolgte koncert med Brockhampton 3. maj 2021 i Den Grå Hal udskydes til 15. januar 2022.

Grundet stor efterspørgsel offentliggør de i samme ombæring en ekstrakoncert dagen efter den 16. januar. Billetsalget starter fredag 16. april kl. 09.00 på Ticketmaster.


Det amerikanske hiphop-kollektiv og selverklærede boyband har netop udgivet deres sjette album, Roadrunner: New Light, New Machine.

Bandet blev dannet i Texas i 2010, da gruppens stifter Kevin Abstract på forummet KanyeToThe spurgte, om der var nogen, der ville starte et band. Det var der, og i dag består kollektivet af i alt 13 vokalister, producere og visuelle kunstnere. 

Gruppen udgav deres første mixtape, All-American Trash i 2016. I 2017 fulgte deres første tre album, Saturation I, II og III, hvor sidstnævnte var det første, der gik top 20 i USA. Deres store gennembrud kom i 2018 med albummet Iridiscence, der toppede den amerikanske hitliste og også gik top 20 i Storbritannien. Også efterfølgeren Ginger fra 2019 blev en solid succes, der dog "kun" opnåede en tredjeplads på den amerikanske hitliste. Bandet skulle have optrådt i Den Grå Hal i maj 2020, men den koncert blev udskudt til først maj 2021 og nu altså til januar 2022.


Gruppens tekster handler om blandt andet homofobi og racisme, og gruppen sætter en ære i at være inkluderende i deres medlemmers forskelligheder. I 2018 tog de afsked med medlemmet Ameer Vann, der blev beskyldt for fysisk og psykisk mishandling af flere kvinder. Han afviste dog anklagerne.

LÆS OGSÅ: Brockhampton sparker medlem ud efter anklager om mishandling

Varm op med bandets seneste single, "Count on Me":


ANNONCE