Nyhed

Coldplay teaser mystisk projekt

GAFFA.dk – alt om musik

Fans har forsøgt at afkode de mystiske signaler og peger på en ny single ”Higher Power” med udgivelsesdato den 7. maj.

Coldplay har på kryptisk vis offentliggjort et nyt projekt, de kalder ”Alien Radio”. Det skriver NME.

I et kort klip på de sociale medier ses en række mystiske lilla symboler over lyden af et statisk radiosignal. Derudover inviteres fans til at besøge hjemmesiden alienradio.fm.


På selve hjemmesiden bliver man mødt af en roterende globe midt på skærmen, hvorefter ens markør bliver til en stjerne.

Bevæger man markøren rundt på hjemmesiden, får man adgang til forskellige flersprogede beskeder, som ifølge hjemmesiden ARGNet indeholder alt fra reklamer for satellitudsendelser til uddrag af klassisk litteratur som Sherlock Holmes og Alice i Eventyrland.

Selvom opslaget stadig fremstår meget kryptisk, har Coldplay-fans utrætteligt forsøgt at tyde de mystiske symboler. Fanprofilen ColdplayXtra skriver på Twitter, at symbolerne kan forstås som et hint til en ny udgivelse fra bandet i næste måned: COLDPLAY HIGHER POWER MAY SEVEN. Altså en single med titlen ”Higher Power” med udgivelse den 7. maj.


Desuden scroller der, øverst på hjemmesiden, en tekst forbi, som mange fans mistænker er teksten til ”Higher Power”. Teksten siger ”This joy is electric and you’re circuiting through. I’m so happy that I’m alive happy I’m alive at the same time as you”.

Sideløbende med de kryptiske online-beskeder er de mystiske symboler også blevet spottet på billboards i storbyer som New York, London, Santiago og Seoul.

Coldplay har ikke selv bekræftet udgivelsen.


ANNONCE